83.000 har sejlet gratis med færge i juli
Cyklister og gående kan få en gratis tur med færgen til blandt andet øer i Danmark.
Cirka 83.000 cyklende og gående danskere har i juli sejlet gratis med danske færger.
Det svarer til 2600 cyklister og 14.000 gående om dagen, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Og det er blot tal for 34 ud af de i alt 56 færger, der har tilmeldt sig ordningen med gratis færgerejser for gående og cyklister i juli.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) erklærer sig "overvældet" over den store interesse.
- Det er rigtig positivt, at så mange danskere har taget imod muligheden for at besøge dele af Danmark, de måske ellers ikke ville. Det skaber aktivitet.
De gratis færgeture er en del af den politiske sommerpakke, der skal styrke turisme og aktiviteter i Danmark over sommeren i ly af coronakrisen.
Gratis færgeafgange frustrerer øboere: - Det er et mareridt
Der har dog også været indvendinger mod den gratis færgefart.
Fra de mindre øer har der lydt kritik, fordi juli i forvejen er en af de travleste perioder hele året for færgerne.
Blandt andet på Tunø har flere fastboende fortalt til TV2 ØSTJYLLAND, at de ikke kan komme fem og tilbage, da færgerne er fuldt booket.
- Færgen er vores livsnerve. Vi har aldrig haft problemer før og plejer at kunne komme frem og tilbage, når vi har brug for det. Nu kan vi nærmest ikke komme nogen vegne, har Anne-Grethe Brønning tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun bor på Tunø og glæder sig til, at ordningen med gratis færgefart slutter.
- Det er simpelthen et mareridt. Jeg glæder mig til, at juli er overstået, fortæller Anne-Grethe Brønning til TV2 ØSTJYLLAND.
Minister: Anerkender presset, men det er positivt med mange rejsende
Transportminister Benny Engelbrecht anerkender, at der har været pres på nogle af de små øer.
Men, siger han, det er et positivt problem, at der er så mange rejsende - og dermed også mange gæster ved lokale attraktioner, beværtninger, restauranter.
- Jeg har forståelse for, at det her var noget, man lige skulle vænne sig til, især på de mindste øer, siger han.
Benny Engelbrecht håber, at det kan give flere danskere lyst til at opholde sig mere på landets mindre øer - og måske i sidste ende flytte ud på en af dem.
- Det kan være med til at styrke øerne på lang sigt, siger transportministeren.