Alternativet sender knive i ryggen på afhopper
Det vækker ikke jubel, at Liv Gro Jensen har forladt Alternativet.
Det er ikke faldet i god jord hos Alternativet Østjylland, at Alternativets eneste byrådsmedlem i Aarhus Kommune, Liv Gro Jensen, for få dage siden forlod partiet til fordel for SF.
Det fremgår af et nyligt facebookopslag, der starter med sætningen "DET ER IKKE I ORDEN!".
At Liv Gro Jensen har taget 1. suppleant Sander Jensen med sig og dermed efterladt Alternativet uden et mandat i Aarhus Byråd, gør ikke sagen bedre.
- Jeg blev meget skuffet. Jeg blev modløs og ked af det. Det efterlader os i en sværere situation, end vi havde før, fordi vi ikke har en parlamentarisk platform som talerør, men så må vi finde andre kanaler, siger forperson for Alternativet Østjylland, Tenna Duch Schaldemose, til TV2 ØSTJYLLAND.
Alternativets stemmer
Tenna Duch Schaldemose er ikke mindst ked af, at de 2.241 personlige stemmer, Liv Gro Jensen fik ved kommunalvalget i 2017, nu ikke længere tilhører Alternativet.
- Gro fik et rigtig flot personligt valg. Men vores ærinde er at minde om, at det mandat, der er givet, er stemmer til Alternativet og ikke SF. Vi havde hellere set, at hun havde givet mandatet videre til partiet, siger Tenna Duch Schaldemose, til TV2 ØSTJYLLAND.
Alternativet fik 9327 stemmer i Aarhus ved Kommunalvalget i 2017.
Hverken Liv Gro Jensen eller Sander Jensen har fredag ønsket at kommentere kritikken fra deres tidligere parti.
Et svært farvel
I forbindelse med sit partiskifte udsendte Liv Gro Jensen den 27. juni en pressemeddelelse, hvori der blandt andet stod:
"Det gør ondt på mig at sige farvel. Jeg har igen og igen prøvet at rejse mig ovenpå de velkendte udfordringer i partiet, men særligt de seneste konflikter har gjort, at jeg ikke kan rejse mig igen. Derfor har jeg taget denne meget svære beslutning at melde mig ud".
Liv Gro Jensen og Sander Jensen slutter sig til de tre eksisterende SF-medlemmer i Aarhus Byråd.