Benamputationer: Kommuner ved ikke nok
Der er for få benamputerede i hver enkelt kommune, til at kommunerne får specialistviden om området. Flere foreslår derfor, at området samles i regionerne.
- Vi har medlemmer, der nærmest bliver spærret inde, fordi de ikke tør gå ud med den forkerte protese.
Sådan lyder der fra formanden for Amputationsforeningen, Marianne Palm.
Opgaven med proteseforsyning og -visitation for benamputerede ligger nemlig i kommuner. Det gør, at der er 98 forskellige måder at gøre det på.
Men med relativt få benamputerede i hver kommune årligt, er det tæt på umuligt at få opbygget ekspertise inden for området.
Marianne Palm fortæller om tilfælde, hvor kommunens ansatte ikke har kendt forskel på lårbens- og underbensamputation, og at det er kontoransatte, der afgør en ansøgning om protese.
- Det tvinger mange underbensamputerede til at gå med for store proteser eksempelvis. Så går vi mindre, bliver tykke, får gigt osv., siger hun.
Formanden ønsker derfor, at området samles i regionerne, så specialerne kan blive større. På den måde bliver der eksempelvis patienter nok til holdgenoptræning.
- Det er jo ikke af ond vilje
Heller ikke postdoc Ulla Riis Madsen, der står bag en Rehpa-rapport om de kommunale rehabiliteringstilbud for benamputerede, mener, at området bør ligge i kommunerne.
- Det er jo ikke af ond vilje. Terapeuterne vil gerne, men hvad pokker skal de stille op?
Hendes rapport viser, at der er store regionale og kommunale forskelle i de offentlige tilbud om rehabilitering af benamputerede.
- Når man kommer som benamputeret, risikerer man at møde en, der aldrig har set en benamputeret før. Det er altså ikke der, man får den optimale genoptræning, lyder det fra Ulla Riis Madsen, der også er sygeplejerske på Ortopædkirurgisk afdeling i Holbæk.
Når man kommer som benamputeret, risikerer man at møde en, der aldrig har set en benamputeret før.
Specialistkompetencerne kan ganske enkelt ikke opnås, når der er så få.
- Specialistkompetencen er jo vigtig for den enkelte persons liv, om det er langt eller kort, men den har fysioterapeuterne i de fleste kommuner ikke. Man kan ikke vide det hele, når man er så få, siger Ulla Riis Madsen.
Hun understreger også, at mange kommuner gør det godt.
Marianne Palm er enig i, at det ligger bedre i regionerne.
- Vi er nødt til at ønske, det ryger over i regionerne, hvor man har forstand på sygdom. Det et også en sygdom at miste et ben. Der sker masser af forviklinger i dag, det skal være fagpersonale, der tager sig af det, siger Amputationsforeningens formand.
Stavnsbinder folk
De store forskelle i kommunerne er også med til indirekte at stavnsbinde folk, forklarer Marianne Palm.
- Jeg tør personligt ikke at flytte fra Roskilde. Vi ved ikke, hvad vi kommer hen til. Sådan har vi mange medlemmer, der har det. Når man har fundet en god løsning, tør man ikke flytte, siger hun.
En rapport i foråret viste, at der i Region Midtjylland kan være foretaget op mod 92 fejlamputationer fra 2016 til 2020. Det tal blev sidenhen nedjusteret til 47.
Tidligere på ugen kom der nye tal, der viser store forskelle i antal amputationer regionerne imellem.
På den baggrund var der indkaldt møde i regionen i maj:
