Derfor er lokalavisernes forsider ens i dag
Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis og en lang række andre lokalaviser har i dag fællesforside, fordi de har et fælles budskab.
- Vi er der for dig, når du har mest brug for os.
Sådan står der i dag på flere end 20 lokalavisers forsider.
Jysk Fynske Medier, der ejer Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis og 11 andre dagblade kan i den grad mærke, at folk læser deres artikler i denne tid, hvor informationer om coronavirus vokser time for time.
Men på samme tid vælger flere af deres annoncører at droppe deres annoncer - og dermed mister aviserne penge.
- Det giver ikke mening med en annonce for Musikhuset i Aarhus, når det ikke er åbent, som chefredaktør på Aarhus Stiftstidende, Jan Schouby, siger.
Og de manglende annoncekroner kan mærkes - i den grad.
Større krise end finanskrisen
- Her på kort sigt er det den største økonomiske udfordring, vi har stået i – også mere end i 2008-2009 under finanskrisen, siger Peter Orry, der er ansvarshavende chefredaktør hos Jysk Fynske Medier, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er dog vigtigt for ham at slå fast, at de ikke klynker. De laver forsiden for at sige, at folk kan regne med dem under coronakrisen og også efter.
- Det er et forsøg på at sende et fælles signal fra de lokale dagblade i Danmark, om at vi nok skal gøre vores alleryderste for at servere lokal journalistik i corona-tider. Også i en tid hvor mange virksomheder lukker og går på reduceret tid, så arbejder vi videre, stort set som vi gjorde før, siger Peter Orry.
Allerede nu har de svigtende annoncekroner dog haft konsekvenser i mediehuset.
Alle går ned i løn
Alle 1600 medarbejdere i Jysk Fynske Medier - lige fra direktør til nyansatte - er gået 10 procent ned i løn de næste tre måneder, mod at ledelsen ikke fyrer nogle. Forslaget er kommet fra tillidsrepræsentanterne.
- Det er vi meget taknemmelige for, siger Peter Orry.
Koncernen forventer et underskud på 100 millioner kroner i år. Før coronakrisen forventede de et overskud på 10 millioner. Hvilke konsekvenser det får, ved de ikke endnu.
- Det er ikke sådan, at vi er truet på vores eksistens, men det giver en tydelig usikkerhed, siger Peter Orry.
Læsere strømmer til gratis stof
Lige nu oplever lokalaviserne en massiv tilstrømning til deres historier om coronavirus, som de har valgt at gøre gratis for læserne.
De håber, at de læsere også vil støtte dem efter krisen.
- Vigtigheden af vores arbejde kan man se, når man står i sådan en situation, som vi gør i nu. Vi har en enorm vigtig opgave, siger Jan Schouby, chefredaktør på Aarhus Stiftstidende.
- Det er en falliterklæring, hvis det ender med, at vi får nyhedsørkener som i USA - områder, hvor der ikke er flere lokale medier, tilføjer han.
TV2 ØSTJYLLANDS direktør Inga Vind er enig i, at der er behov for stærke lokale medier.
- Der bliver truffet mange beslutninger og prioriteret for milliarder af skattekroner i kommunerne, og hvis ikke der er lokale medier til at dække det, så har borgerne ingen sikkerhed for, at deres udfordringer bliver hørt, siger Inga Vind.