Drik ikke af dette Ikea-krus: Afgiver farlig kemi
Kaffekopper fra Ikea afgiver kemikalier, og Fødevarestyrelsen opfordrer derfor forbrugerne til at stoppe med at bruge koppen.
Ni kroner. Så billig var koppen Troligtvis fra Ikea, der nu bliver tilbagekaldt, fordi det har vist sig, at koppen afgiver såkaldte ftalater.
- Ikea beder alle kunder om at stoppe brugen af dette krus, skriver varehuset i en meddelelse.
Troligtvis-kopperne findes både i en version, der er produceret i Italien og en version, der er lavet i Indien.
Det er de kopper, som er lavet i Indien, der tilbagekaldes, da de ifølge test afgiver kemikalier.
For mange ftalater
- En analyse har vist, at produktet afgiver for høje mængder af stoffet dibuthyl phthalat (DBP), oplyser Fødevarestyrelsen.
De såkaldte ftalater bruges til at blødgøre plastik og visse typer af kemikaliet er mistænkt for at påvirke fertiliteten hos mennesker og dyr. Derfor er der regler for, hvor meget af kemikaliet der må være i produkter, som kommer i kontakt med mad og drikke.
- Produkter, som afgiver DBP i en mængde over den tilladte grænse, er ikke egnet til at komme i kontakt med fødevarer, lyder forklaringen for Fødevarestyrelsen.
Beklager ulejligheden
Kopperne, der markedsføres som særligt egnede som rejsekrus, er blevet solgt i Ikeas varehuse siden oktober 2019.
Ifølge Ikea kan man, hvis man har købt kopperne, levere dem tilbage til varehuset og få pengene tilbage - også selvom man ikke længere har kvitteringen.
- Vi beklager ulejligheden, lyder det til sidst i meddelelsen fra Ikea.