Dyreparker med nødråb: Vi har ingen gæster, men dyrene skal stadig passes

De østjyske dyreparker bruger stadig millioner kroner på at passe deres mange dyr, men der er ingen billetindtægter for tiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Selvom Kattegatcentret er lukket for besøgende, skal der stadig trænes hajer. Helle Hegelund Knudsen (t.h.) håber, at der kommer en hjælpepakke målrettet dyreparkerne.

En række østjyske dyreparker beder nu om hjælp. På grund af coronavirussen er der masser af udgifter, men ingen billetindtægter.

Mens andre virksomheder kan sende deres medarbejdere hjem og få støtte af de mange covid-19-hjælpepakker, skal dyreparkernes medarbejdere stadig passe dyr.

Det kan få konsekvenser, lyder det nu fra branchen.

- Vi er i en branche, hvor al vores indtjening er stoppet, og samtidig har vi udgifter. Jeg har en regning på to millioner kroner hver måned og har kun udgifter, som det ser ud til i øjeblikket, siger direktør i Kattegatcentret i Grenaa Helle Hegelund Knudsen.

Det er en alvorlig situation, vi står i, og den kommende uge er meget afgørende.
Jesper Stagegaard, direktør, Ree Park 

Foruden at være direktør for Kattegatcentret er Helle Hegelund Knudsen også bestyrelsesformand for brancheforeningen DAZA (Danish Association of Zoos and Aquaria). Hun taler dermed på hele branchens vegne.

Ifølge hende kan dyreparkerne ikke gøre brug af de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget de seneste uger.

- Vi kan ikke kan lukke fuldstændig ned og sende vores personale hjem. Vi har også vores dyr, vi skal passe.

Hun håber derfor, at der kommer en økonomisk hjælpepakke, der er mere målrettet steder som Kattegatcentret, der lukkede ned for besøgende den 12. marts.

Herunder kan du læse, hvilken betydning covid-19 har for en række østjyske dyreparker. 

Aqua Akavarium & Dyrepark

Sådan ser der ud torsdag eftermiddag i Aqua Akvarium og Dyrepark. Foto: AQUA Akvarium & Dyrepark

Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg lukkede ned torsdag den 12. marts, selvom det på daværende tidspunkt ikke var påbudt.

- Når vi lukker for indgang, så lukker vi for vores indtægter. Og det var også med uro i kroppen, at vi valgte at lukke i torsdags. Vi havde jo ikke fået et påbud, så vi vidste godt, det var usikkert, om vi ville kunne få støtte og hjælp. Men vi mener stadig, at det er det rigtige at gøre, siger leder af Aqua Akvarium & Dyrepark Lisbeth Skovmand Høgh.

Ligesom Kattegatcentret holder den silkeborgensiske attraktion også godt øje med de hjælpepakker, der præsenteres.

- Vi håber, der kommer en hjælpepakke, som er mere specifikt målrettet organisationer som vores. For vi passer ikke ind i de pakker, der er præsenteret indtil nu.

- Ellers bliver det et andet Aqua Akvarium & Dyrepark, end det vi kender i dag.

Covid-19 har indtil videre betydet, at nogle medarbejdere arbejder hjemmefra, mens andre kolleger er i parken for at passe de nødvendige funktioner.

- Vi kan ikke lukke luften ud af dyrene og lægge dem på hylden. De skal passes, og de går i anlæg, der kræver rigtig meget arbejde. Så vi er meget pressede

Samtidig ser Lisbeth Skovmand Høgh sig nødsaget til at udskyde en række aktiviteter her i foråret.

- Vi er simpelthen så ærgerlige, for vi har knoklet de sidste par måneder for at gøre det hele klar, og vi havde glædet os meget.

Ree Park Safari

Frokoststuen er lukket af, og dyrepasserne må derfor finde andre steder at holde pause og spise frokost. Der gik ikke længe før de nysgerrige giraffer kom hen for at sige hej. Foto: Ree Park Safari

I Ree Park Safari på Djursland holder de vågent øje med situationen og regner fortsat med at åbne sæsonen den 4. april som planlagt.

- Det er klart, at vi ikke gør det for enhver pris. Det er en alvorlig situation, vi står i, og den kommende uge er meget afgørende, siger direktør i Ree Park Safari Jesper Stagegaard.

Derfor forbereder parkens ansatte sig også på at indføre forskellige restriktioner, så der for eksempel ikke er alt for mange samlet, når de besøgende skal have mad eller se dyrene blive fodret.

Indtil videre har covid-19 blandt andet betydet, at medarbejderne nu arbejder i isolerede grupper med separate toiletter og transportmuligheder, og at forskellige omklædnings- og spisefaciliteter er lukket ned.

Samtidig er andelen af medarbejdere på arbejde i parken halveret.

I Ree Park Safari bestræber de sig på at gøre alting klar til den 4. april, så tingene står klar, uanset om sæsonåbningen udskydes eller ej.

Derudover lægger parken meget vægt på at opretholde kontakten med de besøgende gennem små film fra parken på Facebook.

Randers Regnskov

VIDEO: Her kan du høre Asser Øllgaard fortælle mere om skoletjenesten i Randers Regnskov. Videoen er fra 15. marts.

Randers Regnskov er endnu en attraktion, der i høj grad gør brug af de sociale medier. Det kronjyske trope-zoo med de tre ikoniske kupler holder indtil videre lukket frem til den 27. marts.

Her har de i stedet stablet en online skoletjeneste på benene, hvor medarbejderne sender biologiundervisning live fra et studie i regnskoven.

Tusindvis af børn over hele landet ser med hver dag. Den succesfulde modtagelse har overrasket både undervisere og direktør.

- Vi har både et ansvar over for dyrene, og samtidig er det også vores ansvar at blive ved med at formidle om naturen og sprede en masse begejstring. Derfor må vi gøre det på en anden måde, siger Asser Øllgaard, der er biolog og er en af underviserne i Randers Regnskovs live-undervisning.

- Det er en optur midt i nedturen, supplerer direktør i Randers Regnskov Henrik Herold.

Skandinavisk Dyrepark

Den planlagte åbning af Skandinavisk Dyrepark er udsat på ubestemt tid. Arkivfoto. Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix

I Skandinavisk Dyrepark på Djursland er den planlagte åbning den 9. april udsat på ubestemt tid. Dyreparken ville under normale omstændigheder lige nu være i gang med at gøre klar til åbningen.

- Lige som alle andre går vi og er spændte og usikre, siger direktør i Skandinavisk Dyrepark Frank Vigh-Larsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge ham består en del af usikkerheden også i, hvordan danskerne vil reagere, og om de tør færdes i det offentlige rum, når steder som dyreparkerne åbner igen.

Lige som alle andre går vi og er spændte og usikre.
Frank Vigh-Larsen, direktør, Skandinavisk Dyrepark

- Vi er jo afhængige af dem, siger han.

I Skandinavisk Dyrepark er der i øjeblikket fire faste ansatte på arbejde, hvoraf to arbejder hjemmefra, og to arbejder i parken med blandt andet at passe dyrene.

I denne video fra Skandinavisk Dyreparks facebookside kan du høre mere om situationen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her