Flæskesteg til under 15 kroner: - Det sender et meget uheldigt signal
Du kan lige nu få et rigtig godt tilbud på steg til julebordet. Men det kan være på bekostning af fremtidens dyrevelfærd, mener Dyrenes Beskyttelse.
Der er kun seks dage til, at vi skal mæske os i det helt store julemåltid. Derfor gør supermarkederne alt, hvad de kan for at lokke med gode juletilbud.
Det betyder lave priser på alt fra smør til flæskesteg – endda lavere priser end sidste år. En analyse fra dagbladet B.T. viser, at flæskestegen i år er tre kroner billigere per halve kilo i forhold til sidste år.
I Rema 1000 kan man for eksempel lige nu få en flæskesteg for blot 4,95 per halve kilo. Flere dyreværnsorganisationer frygter dog, at det går ud over dyrevelfærden.
- Står man der og skal vælge imellem en flæskesteg til 200 kroner og en til 10 eller 20 kroner, så skal man virkelig være beslutsom for at vælge den, som koster 200 kroner, siger direktør for Dyrenes Beskyttelse Britta Riis til TV2 ØSTJYLLAND.
- Så det presser jo de forbrugere, der måske gerne ville købe økologisk eller frilandsflæskesteg, men som i stedet bliver fristet af denne her meget lave pris. Og det kan have en negativ effekt på de produktioner, der i dag har god dyrevelfærd.
Supermarkedet betaler regningen
I Rema 1000 er julestegen med den lave pris i høj kurs hos kunderne. Dagligvarekæden mener ikke, at det rammer dyrene i sidste ende.
- Hvis vi satte prisen op til det firedobbelte i morgen, så ville grisen ikke få det bedre af den grund. Det er os, der tager det her tab på os for at give kunderne nogle rigtig gode tilbud, og så får landmændene den pris, de altid har fået, siger kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder.
Når I har råd til at sænke priserne til det niveau, burde I så ikke i stedet bruge pengene på at sørge for, at dyrene får det bedre?
- Jo, men det gør vi jo også, fordi vi investerer rigtig meget i samarbejder med landmænd og producenter, der har fritgående grise, siger han.
Men den præmis køber Dyrenes Beskyttelse ikke ind på.
- Selvom det kun er supermarkedet, der mister penge og ikke landmændene, så sender man jo stadig et signal til forbrugeren om, at det ikke har en værdi, siger Britta Riis.
- Jo lavere prisen bliver på animalske- og mejeriprodukter, jo mindre plads er der til dyrevelfærd og til at bruge nogle penge på dyrevelfærd ude i staldene. Så vi synes, at det sender et meget uheldigt signal.
Hun er overbevist om, at den lave pris på flæskesteg er et forsøg på at lokke kunder til butikken – dét, hun kalder en slagvare. Og det er helt okay med den slags salgskneb – så længe de ikke udnytter dyrene.
- Vores råd er, at man i stedet bruger nogle ikke-animalske produkter. Vi skal jo alle have noget vin, cola eller øl til julebordet, og så kunne man måske bruge dem som slagvarer i stedet for.