Flere eksperter svarer: Ville du give AstraZeneca-vaccine til yngre kvinde i familien?
Sundhedsstyrelsen vil i næste uge komme med en udmelding om anbefalinger til brugen af vaccinen fra AstraZeneca i Danmark.
Den svensk-britiske vaccine fra AstraZeneca fortsætter med at være i vælten, efter det onsdag kom frem, at der ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er en "mulig sammenhæng" mellem vaccinen og sjældne blodpropper.
Samme dag lød det fra en af Danmarks førende eksperter, professor Jens Lundgren, at vaccinen ikke består hans egen ’onkeltest' – altså om han ville give vaccinen til sin egen onkel.
Det forklarede professoren, da han af TV 2’s nyhedsvært Poul Erik Skammelsen onsdag aften blev spurgt til sin holdning til, om vaccinen skal tages i brug i Danmark igen.
ONKEL-TESTEN
Onkeltesten er en ’prøve,’ som læger blandt andet bruger, når der skal træffes svære beslutninger.
- Det er der forskellige holdninger til. Jeg tror selv, at jeg ville sige i den der berømte onkel-test, som jeg nogle gange tager, når tingene er svære. Ville jeg give den til min onkel. Eller rettere sagt: Ville jeg give den her vaccine til min datter, som er 30 år. Og svaret det er nej, lød det fra Jens Lundgren.
Flere eksperter er enige med Jens Lundgren, mens andre er uenige.
TV 2 har stillet flere andre eksperter en variation af ’onkeltesten’: Ville de anbefale vaccinen til et kvindeligt familiemedlem under 30 år?
Allan Randrup Thomsen
Personligt er Allan Randrup Thomsen ikke i tvivl – han ville takke ja til vaccinen fra AstraZeneca.
Men han er også med egne ord ”ældre og en mand.”
- Jeg vil afvente, hvad Sundhedsstyrelsen melder ud. Men jeg må indrømme, at jeg er stærkt i tvivl, om jeg ville anbefale vaccinen fra AstraZeneca, hvis der er tale om en yngre kvinde under 30 år i min nære familie, siger han til TV 2.
Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet
Rune Hartman
Fra Rune Hartman lyder det, at han vil se, hvad Sundhedsstyrelsen kommer til at anbefale i den udmelding, som er forventet i næste uge.
Rune Hartman, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet
Hans Jørn Kolmos
- Min grundlæggende holdning er, at den beslutning har vi overladt til vores sundhedsmyndigheder - og jeg håber, de træffer en professionel beslutning og ikke en, der er baseret på, hvad de ville give deres datter, siger han til TV 2.
Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet
Lars Østergaard
Lars Østergaard fremhæver, at selv om bivirkningerne er sjældne, så er de alvorlige, og at det vil have betydning, når man skal vurdere for og mod en vaccine hos en rask person.
- Lægefaglig rådgivning af mine børn eller familie – eller nogen anden for den sags skyld – ville jeg ikke gøre i offentligheden. Der kan være andre ting, der kan være afgørende for risiko for et alvorligt forløb, siger han til TV 2.
Lars Østergaard, professor og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital
Jan Pravsgaard Christensen
Jan Pravsgaard Christensen er enig med Jens Lundgren og Allan Randrup Thomsen. Han vil vente med at høre udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen, men er ikke selv i tvivl om, at han ville takke ja til vaccinen.
- Hvis man tager yngre mennesker – ligegyldigt om det er datteren eller ej – så er min vurdering lige nu, at der ikke er nogen grund til at bruge vaccinen af den simple grund, at de yngre ikke bliver alvorligt syge. Der er tid nok til at vente på, at de kan få en anden.
Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi på Københavns Universitet
Læger skal altid opveje fordele og risici for den enkelte
Jan Pravsgaard Christensen påpeger, at brugen af vaccinen fra AstraZeneca er en afvejning af, hvor stor sandsynlighed, der er for at dø af vaccinen og af sygdommen.
Jens Lundgren forklarede onsdag, at en læge før en behandling – herunder også en vaccine – altid skal vurdere om fordelen ved behandlingen for den enkelte person opvejer eventuelle risici.
- Og den balance er ikke rigtig god her hos yngre mennesker, som er raske. For de kan godt tåle at blive smittet uden at blive alvorligt syge. Og der vejer sådan en bivirkning – selv om den er sjælden – relativt tungt, sagde han.
Samtidig er det generelle smittebillede også relevant:
- Lige i øjeblikket taler det for, at man heller ikke skal vaccinere den ældre befolkning med vaccinen. Men hvis det hele rent smittemæssigt eksploderer mellem hænderne på os om en måned, så er der også en øget risiko for smitte hos ældre, som kan dø af covid-19, siger Jan Pravsgaard Christensen.
Ekspert blev spurgt og svarede
På TV 2 NYHEDERNES profil på Facebook kalder mange udmeldingen fra Jens Lundgren befriende og takker ham samtidig for hans ærlighed.
Men som Jens Lundgren selv er inde på, så er der blandt eksperterne mange forskellige holdninger til spørgsmålet. Det gælder også i forhold til, hvorvidt man som ekspert skal melde en holdning ud, før de danske sundhedsmyndigheder er kommet frem til en konklusion.
Jens Lundgren oplyser torsdag til TV 2, at han ikke har udtalt sig om, hvorvidt Danmark skal bruge vaccinen, men om han personligt ville gøre det.
- Hvis man rådgiver andre om, hvad de skal gøre, så skal man også kunne stå inde for det selv og agere derefter. Så når jeg bliver spurgt, hvordan jeg selv ville håndtere det, så mener jeg også, at man skal svare, siger han til TV 2.
Han fremhæver desuden, at han og andre eksperter i forbindelse med brugen af vaccinen fra AstraZeneca i Danmark hele tiden har meldt ud, at de afventer udmeldingen fra den ekspertkomite, der er nedsat under Sundhedsstyrelsen.
- Det er en lidt mere kompliceret diskussion. Og det er Sundhedsstyrelsen, der laver det kald, siger Jens Lundgren.
De britiske myndigheder oplyste onsdag, at vaccinen så vidt muligt ikke skal gives til personer under 30 år. I Danmark er det forventningen, at sundhedsmyndighederne vil komme med en anbefaling i næste uge.