Fodboldturnering samler penge ind til børn og unge med handicap i Gaza
Organisationen Helping Hand samler i år penge ind til børn og unge med handicap i Gaza via en fodboldturnering i Brabrand.
Lørdag aften står velgørenhedsfodbold på programmet i Brabrandhallen.
Her står organisationen Helping Hand, der arbejder for børn og unges rettigheder i Palæstina, bag arrangementet.
I år samle de penge ind til børn og unge med handicap i Gaza.
- Vi prøver at hjælpe, hvor der er brug for det, siger formand for HelpingHand, Gihad Kaaouach.
Fodboldturneringen er en årlig tilbagevendende begivenhed og donerer penge til forskellige projekter.
- Vi har både lavet en pigefodboldskole i Bethlehem og en musikskole i Gaza.
Et skub i den rigtige retning
For at være med betaler hvert hold i tuneringen 250 kroner, der skal bruges til kørestole for børn og unge med handicap i Gaza.
Og det sker i håbet om at kunne hjælpe de børn og unge, der har det allersværest.
- Især i forhold til den politiske situation er der nogle børn og unge, der lider og har brug for noget, der kan skubbe dem i den rigtige retning. De kan ikke altid bevæge sig frit rundt derhjemme, så det er dem, vi prøver at styrke.
De fleste fra organisationen har en tilknytning til Palæstina og de omkringliggende lande. Derfor betyder det også meget for dem at kunne se den forskel, pengene skaber.
- Vi har meget fokus på, at vores samarbejdspartnere viser, hvad vi har doneret til. Derfor laver de interviews og tager billeder.