Forstå regeringens udspil: 38.000 kan stoppe tidligere
Det har været længe ventet, og tirsdag har statsminister Mette Frederiksen (S) fremlagt regeringens forslag til en ny ordning for pension, der skal understøtte dem, der har været længe på arbejdsmarkedet, og som vil trække sig tilbage.
Det fremgår af forslaget, at man må tjene 24.000 kroner om året uden at blive nedsat i ydelse. Det er før skat vel at mærke.
Ydelsen bliver på 13.550 kroner om måneden i tidlig pension før skat. Beløbet nedsættes dog, hvis man har en pensionsformue på over to millioner kroner.
Læs også
Det kan suppleres med månedlige udbetalinger fra egen pensionsopsparing, uden at ydelsen sættes ned.
For at blive omfattet af Socialdemokratiets forslag til pension, skal man have været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år, inden man fylder 61 år. Så har man ret til at gå på pension et år før.
Har man arbejdet i 43 år, når man fylder 61 år, så har man ret til to års tidligere pension. Har man arbejdet i 44 år, har man ret til tre års tidligere pension.
Pensionsalderen er nu mindst 65,5 år og vil løbende stige de kommende år.
- Lige nu har danskere samme pensionsalder, uanset hvornår man er startet på arbejdsmarkedet, og hvilket arbejdsliv man har haft. Og det er ikke retfærdigt, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.
Læs også
Med modellen ventes 38.000 personer at få ret til tidlig pension i 2022. Det skønnes, at 22.000 personer vil benytte retten til tidlig pension samme år.
På længere sigt når langt færre har mulighed for at gå på efterløn, ventes syv ud af ti at komme fra beskæftigelse.
Retten til tidligere pension skønnes at koste cirka tre milliarder kroner årligt. De første år lægges der op til at finansiere det ved at trække på det økonomiske råderum, som er statens forventede økonomiske overskud frem mod 2025.
Læs også
Fra 2023 foreslår regeringen en tilbagerulning af en del af skattelettelserne fra skattereformen i 2009 samt skat på den finansielle sektor. Regeringen vil finde 1,5 milliarder kroner fra hvert af de to områder.
- De seneste år har sektoren haft milliardstore overskud, og et ekstra samfundsbidrag er derfor helt på sin plads. Samtidig tilbageruller vi skattelettelser, som især blev givet til folk med høje indkomster, siger skatteminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.
Forslaget er lagt frem tirsdag, og dermed udestår der stadig forhandlinger for at finde et politisk flertal for det.
/ritzau/