Hjælpepakke på 140 millioner til museer og teatre er på plads

Flertal i Folketinget er enig om at lade teatre og museer kunne søge støtte i de vedtagne corona-hjælpepakker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kulturinstitutioner er ikke noget luksus, som kommer til sidst, forklarer kulturminister Joy Mogensen (S). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Museer, teatre og andre offentligt støttede kulturinstitutioner får nu mulighed for at få penge fra de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget under coronakrisen.

Det er der enighed om blandt et bredt flertal i Folketinget. Beslutningen er rettet mod kulturinstitutioner, der får mere end 50 procent i offentlig støtte.

De har tidligere ikke kunnet søge om støtte fra de hjælpepakker om kompensation for hjemsendte ansatte og faste udgifter, som Folketinget vedtog i marts.

Det vurderes, at der på den baggrund vil kunne blive tilført 140 millioner kroner til kulturen.

- Helt fra starten af den her krise har vi arbejdet på at få ligestillet kulturlivet med resten af samfundet, siger kulturminister Joy Mogensen (S).

- Kulturinstitutioner er ikke noget luksus, som kommer til sidst, men er lige så vigtige for samfundet som alle andre ting, der holder vores samfund på plads.

Kulturinstitutioner er ikke noget luksus, som kommer til sidst, men er lige så vigtige for samfundet som alle andre ting, der holder vores samfund på plads.
Joy Mogensen (S), kulturminister.

- Med den aftale er den sidste store gruppe af kulturinstitutioner med i de generelle hjælpepakker, siger hun.

Derudover er partierne enige om at give 50 millioner kroner til idrætsforeninger, som er ramt af, at de ikke kan tjene penge ved at hjælpe ved store arrangementer.

Det kan være fodboldklubber eller spejderforeninger, som normalt plejer at hjælpe til festivaler og dermed får penge i klubkassen.

Pengene bliver tilført DGI, DIF, firmaidræt og Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor de er målrettet spejdere. Herfra kan foreninger søge om pengene.

Afviser ikke yderligere tiltag

Med tirsdagens aftaler vurderer Joy Mogensen, at kulturlivet er dækket godt ind til at klare sig gennem coronakrisen. Hun afviser ikke yderligere tiltag.

- Det er vigtigt at begynde at se den her krise som noget, der vil udvikle sig hele tiden. Vi er nået langt og kan ikke nødvendigvis sætte punktum.

Vi leder stadig efter områder, der har brug for særskilt hjælp, hvis hullerne i sikkerhedsnettet er for store.
Joy Mogensen (S), kulturminister.

- Vi leder stadig efter områder, der har brug for særskilt hjælp, hvis hullerne i sikkerhedsnettet er for store, siger Joy Mogensen.

Bag tirsdagens aftaler er samtlige partier i Folketinget undtagen Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her