Julen er slut - sådan kan dit juletræ komme til gavn
Når julen er slut, er det ikke nødvendigvis slut for juletræerne, der kan genbruges på flere måder. Her er en guide til, hvad træerne kan bruges til.
Hvis du også er færdig med at danse om juletræet, har pillet pynten af og gerne vil af med juletræet, så er der flere måder hvorpå, de brugte træer kan gavne.
Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi lavet en guide til, forskellige ting du kan gøre for at skille dig af med dit juletræ.
Delikatesse for lamaer
Først skal træet vises, siden skal det spises. Den er god nok, dit brugte juletræ kan sagtens spises - af lamaer vel at mærke.
Hos Ebeltoft Lamaer er juletræer en frisk delikatesse og en slags slik for lamaerne, der guffer næsten hele grantræer i sig. Sidste år modtog de over 300 juletræer.
Her er alle velkommen til at aflevere brugte juletræer.
- Juletræerne skal fuldstændig frie for plastik, pynt og andre ting der kan være skadeligt for dyrene, siger Beate Regnery fra Ebeltoft Lamaer.
Få afhentet dit juletræ
En anden mulighed er at bestille storskrald og få afhentet sit juletræ derigennem. Som alternativ findes der også virksomheder, der tilbyder at afhente juletræer.
Har man eksempelvis købt sit juletræ hos juletræslevering.dk, kan man mod betaling få afhentet sit juletræ efter jul. I nogle tilfælde er det dog også muligt for erhvervsdrivende at få afhentet juletræer, selvom de ikke er købt samme sted.
- Vi tilbyder at afhente træerne efter jul, så man ikke skal stå med alt bøvlet selv. Der er mange, der ikke har ressourcerne til at gøre det selv - for eksempel de ældre, siger William Bjerg Enderleit, der ejer juletræslevering.dk.
Kystsikring ved havnen
I Randers kan de brugte juletræer være til stor gavn for fjorden og miljøet omkring Randers Havn.
På hjørnet af Moltkesgade og Toldbodgade er det nemlig muligt at aflevere sit juletræ, der kan bruges til kystsikring af Randers Fjord. Træerne bliver bundet sammen i såkaldte faskiner med 5-6 i hver bundt.
Når man afleverer sit juletræ, får man ifølge Randers Kommune en lodseddel, der senere kan udløse en præmie.
Afleveringspladsen er åben alle ugens dage fra den 27. december 2019 til den 31. januar 2020.
Lossepladsen tager imod
En fjerde mulighed er selv at køre på en nærliggende genbrugsstation og levere det brugte juletræ. Sørg dog for at fjerne al julepynten inden.
Genplantning af træet
Har man købt sit træ i en potte kan man være heldig at kunne genplante træet i haven og genbruge det næste år. Flere virksomheder tilbyder også at genplante juletræerne efter brug.