Landsholdslæge: Uafklaret hvorfor Eriksen fik hjertestop

Landsholdsspiller Christian Eriksen er fortsat indlagt på Rigshospitalet. Lægerne har ikke fundet svar på, hvorfor han kollapsede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Undersøgelserne af Christian Eriksen har fortsat ikke afklaret, hvorfor han kollapsede under kampen i Parken. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Fodboldlandsholdet har søndag haft et videomøde med deres holdkammerat Christian Eriksen, som fortsat ligger indlagt på hospitalet. Her var han i stand til at tale og smile, hvilket for holdet og træneren var meget opmuntrende.

- Det var en kæmpe lettelse for mig at se Christians smil i dag. Der er ingen tvivl om, at vi har været ude i tovene, siger landstræner Kasper Hjulmand til DBU´s pressemøde om episoden i parken lørdag aften.

Ingen forklaring

Men selvom Christian Eriksen ifølge landsholdslægen er stabil og de undersøgelser, der er lavet på ham, har vist sig at være fine, så skal han fortsat blive på Rigshospitalet.

- Vi har ikke nogen forklaring på, hvad der skete. Man ved ikke, hvorfor. Det er også en af årsagerne til, at han stadig er på hospitalet, siger Morten Boesen, der er landsholdslæge og spillede en stor rolle i anstrengelserne på at redde Christian Eriksens liv i Parken lørdag aften. 

- Det var et hjertestop, Christian Eriksen fik, bekræfter lægen, som også fortæller, at lægeholdet fik hjertet i gang igen efter første forsøg med hjertestarteren. 

Dog hæfter lægen sig også ved, at Christian Eriksens tilstand nu er stabil. 

- Han er vågen og svarer relevant og klart. Hjertet slår igen, siger han. 

På spørgsmålet om, hvor afgørende det var for Eriksens liv, at hjertestoppet kom på et stadion, svarer landsholdslægen: 

- Det var ret afgørende, tror jeg. Tiden, der går før man får hjælp er afgørende og den var kort. Det er afgørende, siger Morten Boesen. 

Her ses Christian Eriksen med bolden under lørdagens kamp, inden hans pludselige kollaps. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vil gerne ud at træne

Ifølge landstræner Kasper Hjulmand gav Christian Eriksen, da han talte med holdet, udtryk for at have det godt. 

- Han spurgte: hvordan har I det? Jeg tror, I har det værre end jeg har det. Jeg føler det som om, jeg er klar til at komme ud at træne med jer drenge, genfortæller Kasper Hjulmand om holdets videosamtale med Christian Eriksen.  

Christian Eriksen faldt pludseligt om på banen under lørdagens EM-kamp mod Finland i Parken. Her fik han hjertemassage på banen og blev kørt væk i en ambulance. 

Kampen var afbrudt i næsten to timer, inden den blev genoptaget. Danmark tabte EM-åbningskampen 0-1 til finnerne. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her