Mette F.: 400.000 danske husstande skal væk fra naturgas

Alle danske private hjem med gasfyr skal over på en anden energikilde, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Statsministeren vil have private husstande med gasfyr over på andre energikilder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

I et interview med Berlingske løfter statsminister Mette Frederiksen (S) lidt af sløret for regeringens kommende udspil til, hvordan Danmark kan blive uafhængig af russisk gas.

Et af elementerne i udspillet er, at alle de 400.000 private husstande, som har gasfyr, skal over på en anden energikilde.

- Vi skal have dem over på fjernvarme eller individuelle varmepumper, hvor det kan give mening. Vi skal sikre, at danskere kommer væk fra naturgas, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Regeringens udspil vil blive præsenteret efter påske, fortalte Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol under tirsdagens partilederdebat.

- Efter påske vil regeringen præsentere udspillet "Danmark kan mere 2", hvor vi vil komme med nogle af vores forslag til en ambitiøs og hurtigere grøn omstilling, mere vedvarende energi og hurtigere uafhængighed af russisk gas.

- Her til gavn for klimaet og sikkerheden, men også for den enkelte forbruger. Og vigtigst af alt for freden og for friheden i Europa, sagde statsministeren tirsdag.

Fem elementer

Ud over at alle husstande med gasfyr skal have en ny energiform, vil udspillet indeholde yderligere fire dele.

Der skal bygges mere vedvarende energi i Danmark og hurtigere.

Den grønne skattereform med en ensartet afgift på CO2, som regeringen vil fremlægge på et tidspunkt.

Der skal eksporteres teknologi og løsninger, der fremmer effektiv brug af energi.

Og så skal vil regeringen undersøge, om den danske produktion af naturgas kan øges.

Vi skal sikre, at danskere kommer væk fra naturgas.
Mette Frederiksen

Det vil formentlig tage et sted mellem fem og syv år at få alle husstande med gasfyr over på en anden energikilde, vurderer Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, brancheorganisation for fjernvarmeselskaberne ovenpå statsministerens udmelding.

Pligt til at undersøge egenproduktion

Mette Frederiksen siger, at "i de kommende år tror jeg både, at vi selv og en række andre europæiske lande hellere vil bruge dansk gas, end vi vil købe det af Putin".

Derfor har Danmark en "pligt" til at undersøge om egenproduktionen kan forøges.

Men aftalen, om at Danmark skal stoppe al olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2050, gælder stadig, slår hun fast.

Regeringens udspil er dog ikke færdig i alle detaljer endnu, skriver Berlingske.

EU importerer i dag omkring 40 procent af sin naturgas fra Rusland.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her