Statsministeren blandt de mest magtfulde kvinder
Som den eneste dansker er statsminister Mette Frederiksen (S) med på listen over årets mest magtfulde kvinder i verden fra Forbes.
Statsministeren indtager en plads nummer 78.
Listens top tre er EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, præsidenten for Den Europæiske Centralbank Christine Lagarde og Italiens premierminister Giorgia Meloni.
Kort nyt
Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk
Evighedskemikalier fundet i grundvandet
En nyt studie - lavet af De Nationale Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) for Miljøstyrelsen - viser, at pesticider, der er godkendt til brug på danske marker, kan sende PFAS-stoffer ned i grundvandet.
Studiet blev foretaget, efter man i 2020 i flere grundvandsboringer fandt trifluoreddikesyre (TFA). Et stof, som tilhører gruppen af fluorholdige PFAS-stoffer. Stofferne er svært nedbrydelige og omtales derfor "evighedskemikalier".
247 grundvandsboringer blev tjekket for TFA, som blev fundet i 219 af boringerne.
Nyhedsudsendelse klokken 19.30 må vige pladsen
De regionale nyheder klokken 19.30 fra TV2 Østjylland udgår i aften, da Danmark møder Holland til EM i kvindehåndbold.
Vi sender stadig en sen nyhedsudsendelse klokken 22.00.
Nu er stemmerne talt
Det blev et "ja" til salg af Silkeborg IF, der nu officielt er kommet på amerikanske hænder i form af multiklubejerskabet Trivela Group ved aftenens ekstraordinære generalforsamling.
Her krævede et ejerskifte, at to tredjedele af den tilstedeværende aktiekapital stemte ja til et salg af klubben. Og udfaldet var der aldrig tvivl om med 99 procent, der stemte for et salg.
- Vi sælger nu, fordi det går så godt. Og fordi vi har fået et tilbud fra en køber, vi ikke har problemer med at overlade aktiemajoriteten til. Der, hvor det er gået galt, er, når klubber har solgt, fordi det er gået dårligt, udtaler bestyrelsesformand Henrik Lyhne.
Uheld mellem Aarhus og Viborg: Politi og redning på stedet
Til eftermiddag er der sket et uheld på Rute 26 fra Viborg mod Aarhus mellem Fårvang og Svenstrup.
Trafikken er påvirket i begge kørselsretninger.
Uheldsstedet kan fortsat passeres, men der opfordres til forsigtighed og at passe på.
Politi og redning er på stedet.
Anders Holch Povlsen køber stor del af kendt bygning
Aarhus Universitet og Incuba har solgt deres andel af Navitas-bygningen i Aarhus til selskabet AAA United, der ejes af Anders Holch Povlsen.
Overdragelsen sker 1. juli 2031.
Salget er en del af Aarhus Universitets plan om at samle ingeniør- og IT-uddannelserne på Katrinebjerg fra 2030.
Unge drenge fængsles til efter nytår
To drenge på 15 og 16 år er blevet varetægtsfængslet i surrogat efter et grundlovsforhør, der fandt sted ved Retten i Horsens onsdag eftermiddag.
Det er de frem til 8. januar.
Drengene er sigtet for særlig farlig vold efter et overfald, hvor de ifølge politiet ramte en elev på Bankagerskolen i Horsens med en kniv.
Ild i lejlighed gav sort røg
Midtjysk Brand & Redning kørte onsdag eftermiddag klokken 13.28 ud med fire enheder efter en alarm om en brand i en stuelejlighed på Lupinvej i Silkeborg. Det fortæller Jesper Hesselberg, der er indsatsleder.
På adressen blev de mødt af sort røg fra lejligheden, da ilden efter sigende skulle være blevet slukket af to personer, hvoraf en er boende på adressen. Beredskabet indsatte et røgdykkerhold, der bekræftede, at ilden var slukket.
Tilbage står en sod- og røgskadet lejlighed, hvor flammerne ikke nåede at få fat i de omkringliggende lejligheder. Ingen meldes tilskadekommende, men en person er blevet sendt til undersøgelse for røgforgiftning.
Højsæson for indbrud: Politiet kommer med gode råd
Julen er desværre ikke kun hjertenes fest, men også indbrudstyvenes. og det gælder ikke kune juledagene, men hele december måned.
Huse fulde af gaver, der ofte står tomme er gode betingelser for de kriminelle, og Østjyllands Politi gør derfor opmærksom på, at det er vigtigt, at man laver gode aftaler med naboer og sikrer sit hus bedst muligt.
Mød særlig rådgivnings-patrulje og få tips og tricks
I uge 50 og 51 er det muligt at møde en særlig rådgivnings-patrulje i det østjyske for at få en snak om, hvordan man bedst sikrer sig mod indbrud:
14. december kl. ca. 10.00-12.00 i Bruuns Galleri
14. december kl. ca. 13.00-15.00 på Kridthøj Torv i Højbjerg
18. december kl. ca. 12.00-14.00 ved Veri Centeret i Risskov
19. december kl. ca. 12.00-14.00 i Randers Storcenter
Østjyder indblandet i hvidvask af 167 millioner kroner
To mænd på 38 og 41 år er onsdag blevet sigtet for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en fakturafabrik, skriver National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
NSK og Skattestyrelsen har sammen gennemført en aktion, hvor tre adresser i Østjyllands og Nordjylland er blevet ransaget. I den forbindelse er der blevet beslaglagt kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner og 35.000 kroner i kontanter.
Skattestyrelsen og NSK har siden februar i år efterforsket sagen.
De to mænd er sigtet, men de vil ikke blive forsøgt fængslet og fremstilles altså ikke i grundlovsforhør.
Elprisen eksploderer: Torsdag koster det dobbelt
Onsdagens elpris blegner tilsyneladende i forholdt til den pris, der gør sig gældende torsdag. Det skriver TV Midtvest.
Torsdag topper elprisen i vestdanmark med en pris på knap syv kroner på kilowatt-time pris mellem klokken 17 og 18.
Det viser tal for elbørsen Nordpool, der angiver prisen på strøm uden moms, tariffer og gebyrer.
Til sammenligning topper elprisen onsdag mellem klokken 17-18 med en pris på godt tre kroner på kilowatt-time.
Det svarer ifølge TV 2 til en per kilowatt-time pris inklusive moms, afgifter og tariffer på seks kroner.