Nedbrud viste særligt én ting, mener organisation – ”vi er ikke optimalt forberedt”
Fredag var TDC's mobilnetværk ramt af nedbrud, og – separat fra det – skabte signalfejl hos Banedanmark store problemer på jyske togstrækninger.
Det var – paradoksalt nok – under en konference i torsdags om cybersikkerhed og eventuelle nedbrud af kritisk infrastruktur, at Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, blev klar over, at noget var galt.
Telefonerne vibrerede, og hurtigt begyndte det at tynde ud i forsamlingen.
TDC’s mobilnetværk var ramt af nedbrud, og – separat fra det – skabte signalfejl hos Banedanmark store problemer på jyske togstrækninger.
Nedbruddet hos TDC Net, der står for Danmarks største mobilnetværk, betød blandt andet, at mange ikke kunne ringe 1-1-2. DSB havde svært ved at få indsat togbusser på de berørte strækninger i Jylland, da busselskaberne kæmpede med at komme igennem til deres underleverandører.
Bjarne Nisgaard mener, at torsdagens hændelser viser, at der er mange afledte konsekvenser, hvis et af leddene i vores højt digitaliserede samfund pludselig falder ud.
- Vi har stadig noget at lære, hvis vi skal have en optimal krisehåndering på sådan noget som dette, siger han til TV 2.
Undersøger stadig
Fredag eftermiddag arbejder TDC fortsat på at finde årsagen til nedbruddet, men intet tyder på, ”at der skulle være tale om en ondsindet hændelse”, sagde pressechef Lasse Bjerre Sørensen tidligere fredag.
Den samme pointe går igen hos Banedanmark, der også er ved at undersøge årsagen til signalfejlen. Der er foreløbigt ikke meldinger om, at de to hændelser skulle været forbundet til hinanden.
Mens det tyder på, at de to hændelser torsdag faldt tilfældigt sammen i den perfekte storm, kan man i Bjarne Nigaards øjne se det som en test af, hvordan vores beredskab står, hvis vores kritiske infrastruktur bliver angrebet.
Og her har han både kritiske og positive perspektiver.
Roser lokale beredskaber
Sekretariatschefen roser især de lokale beredskaber, hvor man sendte vogne og mandskab ud på gader og pladser, så borgere kunne få kontakt til beredskabet, hvis der var behov for det.
- Det var en god og synlig foranstaltning. Vores beredskaber stepper op i beredskabsniveau, og de procedurer, vi har aftalt, bliver testet her. Alle de interne processer, der ligger bag for at få det til at spille, fungerede, siger han.
Bjarne Nigaard savner omvendt, at vi som samfund er mere på forkant med, hvordan vi skal agere ved hændelser som disse. Han peger blandt andet på, at det efter nedbruddet blev kommunikeret ud, at man kunne få fat på 1-1-2, hvis man tog simkortet ud af sin telefon.
- Det var lidt sent, da først telenetværket var ude. Det er en lektie, vi skal have med.
Bekymring for håndtering af kriser
Både Bjarne Nigaard og formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, er bekymrede for, hvad digitaliseringen kan betyde for, hvordan vi kan håndtere fremtidige kriser.
- Det er effektivt, men også sårbart, siger Jarl Vagn Hansen til TV 2.
Begge peger på, at der er brug for bedre forberedelse på komplicerede nedbrud som torsdagens, der påvirker mange sektorer.
- I den nye virkelighed med risiko for hændelser som dette er vi nødt til at blive bedre til at forsøge at forudsige, hvad der kommer til at ske. Vi skal have analyser, der tager højde for de afledte konsekvenser, siger Bjarne Nigaard.
- Vi har et beredskab, der er indrettet til et fredsbillede med mindre ulykker. Men den kompleksitet, vi har i samfundet nu, er løbet så hurtigt, og det skal vi tilpasse os, tilføjer Jarl Vagn Hansen.
Det handler ifølge Bjarne Nigaard om at lægge en plan for krisestyring, der går på tværs af myndigheder, beredskab og andre centrale aktører, så alle ved, hvordan det ene påvirker det andet, og hvordan man skal reagere på det.
Her kigger han mod det nye ministerie for samfundssikkerhed og beredskab med Torsten Schack Pedersen (V) i spidsen.
- Vi er ikke optimalt forberedt på de her ting, siger Bjarne Nigaard.