Ny kritik af styrelse for skæve vurderinger

Vurderingsstyrelsen kunne have gjort mere, når det gælder problemer med ejendomsvurderinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Vurderingsstyrelsen gjorde ikke nok for at forebygge problemer med skæve foreløbige ejendomsvurderinger.

Styrelsen kunne have gjort mere for både at afdække og forebygge problemerne.

Det fastslår Folketingets Ombudsmand i en udtalelse torsdag.

Her lyder det, at styrelsen inden udsendelsen af vurderingerne vidste, at der kunne være problemer i de tilfælde, hvor grundværdien oversteg ejendomsværdien.

Det er dem, Folketingets Ombudsmand i sin udtalelse har fokus på, hvor der efterfølgende er sket over 60.000 ændringer.

I udtalelsen siger Niels Fenger, der er Folketingets Ombudsmand, at forløbet ikke har været godt for befolkningens tillid til ejendomsvurderingerne:

- Og jeg tror, at det kunne have været anderledes, hvis styrelsen havde været bedre til at afdække fejlene i de foreløbige vurderinger, før de blev offentliggjort, siger han i en pressemeddelelse.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) erklærer sig i en kommentar enig med Folketingets Ombudsmand:

- Jeg er helt enig i, at der har været for mange fejl i de foreløbige vurderinger. Det har været med til at skabe usikkerhed. Især i starten, hvor der kom mange historier ud om fejl og om grundværdier, der langt oversteg værdien af den samlede ejendom, udtaler han.

Forløbet omkring de nye ejendomsvurderinger, som er foreløbige, da systemet bag dem endnu ikke er færdigt, har været kaotisk, siden de blev sendt ud til cirka 1,7 millioner boligejere.

Vurderingsstyrelsen har ændret i mange tusind ejendomsvurderinger, som har ramt skævt.

I efteråret måtte Vurderingsstyrelsen således ændre i cirka 100.000 af de foreløbige ejendomsvurderinger. Det var i november.

I marts kunne Vurderingsstyrelsen fortælle, at der var blevet rettet i yderligere cirka 75.000 foreløbige ejendomsvurderinger, som blandt andet omhandlede land- og skovbrugsejendomme.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her