Opfordring til klubber: Hold jer væk fra græsset
Masser af regn i påsken og en sjaskvåd tirsdag giver problemer på fodboldbanerne i det østjyske. Et sted beder man nu klubberne om helt at vente med at bruge dem.
Mange fodboldspillere glæder sig til april. Da er der tradition for, at de bliver "lukket på græs" efter vinterlukning af græsbanerne rundt om i de danske kommuner.
Således er det også sket i år, da marts blev til april, men i Randers Kommune må klubberne vente lidt med at trille den lille runde på rigtigt græs.
Det fortæller Sigrid Lynæs, skov- og landskabsingeniør i Randers Kommune og ansvarlig for åbning af banerne.
- I går (tirsdag, red.) kom der næsten lige så meget regn, som der kommer på en hel april måned. Det kommer oven i en del regn i påsken, siger hun.
I Randers Kommune er en tredjedel af idrætsanlæggene med fodboldbaner gjort klar, og klubberne havde fået grønt lys til at bruge græsbanerne, men tirsdagens regn har fået Sigrid Lynæs til at sende et ønske ud til foreningerne.
- Jeg har sendt et ønske ud om, at klubberne, som har fået klargjort banerne, undlader at bruge dem den næste uges tid, siger hun.
De resterende boldbaner i kommunen, to tredjedele, har været for våde til overhovedet at blive gjort klar til fodboldspillerne.
Sigrid Lynæs håber, at alle græsbaner står klargjorte og fodboldvenlige i løbet af næste uge.
- Men det kommer meget an på, om vejrudsigten holder, konstaterer hun.
Kørespor på banerne
Også i Aarhus Kommune er der en del klubber, som må vente på mindre regnfuldt vejr, før græsbanerne kan tages i brug.
Omkring en tredjedel af kommunens græsbaner er nemlig ikke blevet klar til den store forårsåbning. Det fortæller Jakob Helmer Nielsen, arealansvarlig i Sport & Fritid i Aarhus Kommune.
- Personalet, som skal gøre banerne klar, har kørt i påsken, men på grund af meget nedbør, har vi været nødt til at indstille det, siger han.
Klargøring af banerne sker med en relativt stor maskine, som strigler, fjerner ujævnheder og tromler banerne, men når de er for våde, så vil det give kørespor på græsbanerne, og det er ikke en fodboldspillers livret.
- I runde tal drejer det sig om mellem 50 og 60 baner forskellige steder i kommunen. Det er en konkret vurdering fra sted til sted, for det er ikke alle baner, som bliver lige våde. Vi kører, der hvor vi kan, forklarer Jakob Helmer Nielsen.
Tendens?
Både i Aarhus og Randers kommuner har man de senere år haft svært ved at nå at få banerne klar til 1. april, men hverken Jakob Helmer Nielsen eller Sigrid Lynæs vil lægge hovedet på blokken og kalde det en tendens eller en konsekvens af et skiftende - og mere vådt - klima.
- Det er tilfældigt, hvornår vandet kommer, men jeg må indrømme, at det efterhånden er nogle år siden, vi har haft alle kommunens baner klar 1. april, siger Jakob Helmer Nielsen.
Han fortæller, at man i Aarhus Kommune er godt hjulpet af, at der efterhånden er mange kunstgræsbaner, som der kan spilles på hele året rundt.
I Randers er det andet år i træk, at banerne ikke bliver klar til tiden.
- Det har ikke været muligt, og vi holder selvfølgelig øje med, om det bliver et mønster, siger Sigrid Lynæs.
Ifølge DMI var 2023 det mest regnfulde år nogensinde målt i Danmark, da der faldt 972,7 millimeter regn, hvilket var mere end 25 procent over normalen og 70 millimeter over den tidligere rekord. Og netop i vintermånederne - op til sæsonstart i fodboldklubberne - ser det ud til, at der kommer markant mere nedbør, end der tidligere har gjort. Det skriver TV 2 Vejret.