Region Midtjylland: Nye vaccinationscentre rulles ud
I øjeblikket er der fire vaccinationscentre i Østjylland. Det tal vil vokse i den kommende tid, hvor Region Midtjylland vil sikre vaccinationssteder i alle kommuner.
Hvis du skal vaccineres mod Covid-19, er der i øjeblikket kun fire vaccinationscentre i Østjylland, men nu vil Region Midtjylland gøre vaccinationsindsatsen mere lokal.
Dels vil der blive etableret såkaldte pop-up vaccinationssteder – blandt andet i Grenå – dernæst skal der oprettes vaccinationssteder i alle kommuner og allerhelst ude hos de praktiserende læger, hvis det står til Region Midtjylland.
Det fortæller regionrådsformand Anders Kühnau:
- Det er en opgave, de (de praktiserende læger, red.) er vant til at varetage. De har i forvejen foretaget vaccinationer på plejehjemmene, og de er vant til at lave influenzavaccinationer. Så det er en opgave, der ligger dem helt naturligt, siger Anders Kühnau (Soc.) til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge regionsrådsformanden starter man på fredag med at oprette de første pop-op klinikker i tre sundhedshuse i regionen i henholdsvis Ringkøbing, Skive og Grenaa.
Havde brug for erfaring
- Derefter breder vi det ud til de andre kommuner. Sideløbende arbejder vi med at få det ud i de praktiserende lægers klinikker, siger Anders Kühnau.
At der først nu kommer flere vaccinationssteder skyldes ifølge Anders Kühnau blandt andet, at regionen havde brug for at få erfaring med håndteringen af vaccinerne:
- Vi er nødt til at starte med at få nogle erfaringer med de her vacciner. Og så havde vi også en stor opgave med at vaccinere ude på plejehjemmene, og nu kommer vi til at udrulle det til mindre vaccinationssteder.
På landsplan er regionerne og de praktiserende læger i dialog om vaccineopgaven. Hvis det ikke bliver muligt at lade praktiserende læger vaccinere mod Covid-19, ønsker politikerne i Region Midtjyllands Forretningsudvalg at oprette vaccinationstilbud i alle 19 kommuner.
- Desuden får borgere i målgruppen for nuværende vaccinationer på Anholt, Samsø, Tunø og Endelave mulighed for at få blive vaccineret mod COVID-19 på deres ø, oplyser Region Midtjylland i pressemeddelelsen.