Sushikæde får sure smileyer: Risene stod på bordet natten over
Tre restauranter får sure smileyer. Et af stederne ændrer kokken forklaring under Fødevarestyrelsens besøg efter et telefonopkald.
Den landsdækkende sushikæde Sushimania har på den samme dag fået tre sure smileyer på restauranter i det østjyske.
I Randers, Skanderborg og Risskov har Fødevarestyrelsens rejsehold den 2. februar fundet så store problemer med blandt andet egenkontrol, hygiejne og godkendelser, at det udløser sure smileyer de tre steder.
Alle besøgene fra Fødevarerejseholdet er sket på baggrund af anonyme henvendelser, fremgår det af styrelsens kontrolrapporter. Og der er ikke tale om småting.
Farlige ris i Randers
Rigtig slemt står det til i Randers. Her er der ingen ansatte på adressen, da rejseholdet ankommer 8.15, men der står seks store bøtter ris fremme i et lokale med en temperatur på 20,6 grader.
Da kokken ankommer klokken 10.15, bliver temperaturen i de cirka 30 kilo ris målt til 21,5 grader, og det er ifølge styrelsen en farlig fødevare. Kokken oplyser, at man altid laver ris dagen før og lader dem stå på bordet natten over.
Men undervejs får kokken et telefonopkald og ændrer bagefter sin forklaring.
Her fortæller han nemlig, at der er mødt en anden kok ind om morgenen klokken seks og har kogt risene.
Fødevarerejseholdet har anmodet Randers Storcenter, hvor restauranten ligger, om overvågning for at få bekræftet det.
I Risskov er det den anden sure smiley i træk. Den kommer blandt andet, efter at rejseholdet ikke har vurderet, at restaurantens registrerede oplysninger om pH-værdi er korrekte.
Ifølge manageren står kokken for at måle pH-værdien, men kokken kender ikke til pH-strips eller brugen af dem, da han bliver spurgt af Fødevarestyrelsen.
Længere opbevaring end tilladt
Skanderborgs sure smiley kommer, fordi det halter gevaldigt med opbevaring af fisken og længden af dens holdbarhed.
Selvom en ansat oplyser, at holdbarheden er to dage, er opbevaringsboksene mærket med 29. januar og 30. januar, og kontrolbesøget fandt altså sted den 2. februar. Men jf. produktanvisningen på laks og tun, opbevaret i virksomheden, har netop de to produkter en maksimum holdbarhed på 24 timer efter optøning.
Virksomheden kunne heller ikke fremvise sporbarhedsdokumentation for varer, der var indkøbt længere tid tilbage end 14 dage.
Ingen kommentarer
TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Sushimania, der ikke ønsker at udtale sig, men skriver følgende på mail:
"Vi vil ønske, at der var lige så meget opmærksomhed, når vores medarbejdere gjorde det godt i ni år og havde kun glade smileys.
Vi er naturligvis kede af ligesom enhver anden erhvervsdrivende/restauratør vil være. Vi har rettet op på alt, som fødevarestyrelsen påpeget i alle butikker samme dag. Vi må kigge fremad og glæder os til fødevarestyrelsen kommer forbi igen snart, så vi kan få vores glade smileys tilbage som vi altid har haft!"