Tip fra seere og læsere: Her oplever vi også suspekt adfærd

Flere har henvendt sig efter historier om suspekt adfærd i Aarhus-forstaden Vejlby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
TV2 ØSTJYLLAND har også modtaget henvendelser om utryghedsskabende adfærd fra borgere i disse områder.

De seneste dage har TV2 ØSTJYLLAND sammen med TV 2 kunnet fortælle om forsamlinger af mennesker, som skaber utryghed for beboerne i nærområdet.

I Vejlby Vænge har små poser og store mængder kontanter skiftet hænder ved højlys dag.

Beboere i området fortæller om, at de er utrygge, og at de unge mennesker har en truende adfærd.

Desuden har TV2 ØSTJYLLAND også afdækket problemer med utryghed i bydelen Stavtrup.

Indslagene og artiklerne i forbindelse med problematikken har medført flere tip fra læsere og seere, som melder om, at de også oplever utryghedsskabende adfærd i deres nærområde.

Fra både Odder, Hammel, Randers samt flere steder i Aarhus melder seere og læsere, at de oplever en adfærd, der ligner den, TV2 ØSTJYLLAND har fortalt om ved Vejlby Vænge. 

Og ifølge Østjyllands Politi er det vigtigt, at man kontakter politiet med det samme, man ser noget suspekt.

Det siger politiinspektør Rene Raffo til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi har fået mange henvendelser, der går på gadehandel og suspekt adfærd. Er det her billede virkelig så udbredt?

- Når vi trækker vores tal, så er det ikke det entydige billede, vi ser. Jeg skal ikke tage fra borgerne, at de kan opleve utryghed, når de ser, der bliver handlet med stoffer, eller når suspekte personer samler sig. Men det prøver vi selvfølgelig at gøre noget ved, siger Rene Raffo, politiinspektør ved Østjyllands Politi.

VIDEO: Politiinspektøren opfordrer folk til at blive ved at anmelde suspekt adfærd til politiet.

Hvad skal folk gøre, hvis de oplever suspekt adfærd eller noget, der minder om narkohandel i deres nærmiljø?

- Så skal de kontakte politiet. Vi arbejder jo ud fra de oplysninger, vi får ind, så vi har brug for et tæt samarbejde med borgerne og at have en masse information, som gør, at vi kan koordinere vores indsatser, der hvor vi kan se, at der er nogle udfordringer eller problemer med eksempelvis suspekt adfærd, siger Rene Raffo. 

Folk fortæller, at de er bange for trusler, hvis de henvender sig til jer. Hvad tænker du om det?

- Det skal være trygt at indgive en anmeldelse til politiet, og det er det også. Så jeg kan kun opfordre til, at man anmelder det. Man kan ringe ind, og man kan lave en skriftlig anmeldelse, og så samler vi de oplysninger ind og tilpasser vores patruljering og indsats efter det, siger politiinspektøren.

Nogle mener, at de løber panden lidt mod muren hos politiet. Vi har tidligere fortalt, at borgerne i eksempelvis Vejlby Vænge oplever, at der ikke bliver gjort noget. Hvad gør I ved borgernes henvendelser?

- Vi tager alle henvendelser seriøst, og vi visiterer alle henvendelser, og hvis det er henvendelser, vi har på dagen, om at nu foregår der noget nu og her, så vil vores vagtchefer også disponere patruljer ud til opgaven, siger Rene Raffo, politiinspektør ved Østjyllands Politi.

- Derfor er det vigtigt, at man kontakter politiet med det samme, hvis man oplever noget.

Skjulte optagelser: Suspekte handler nær skole forarger og skræmmer de lokale.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her