Trætte og sure østjyder bestormer politiet med anmeldelser om høj musik
Politiet har i juni brugt meget energi på anmeldelser om høj musik.
Det er sommervejr som ind i H, og de lyse nætter indbyder til hygge og festligt samvær.
Det er fint med Østjyllands Politi, men mange har - især når alkoholen sætter ind - svært ved at huske, at der findes naboer, over-og underboere og genboer, der ikke er interesserede i at være en passiv del af festen.
Det betyder, at politiet natten til lørdag har kørt ud til et ekstremt højt antal anmeldelser om det, vagtchefen hos Østjyllands Politi kalder "musik til ulempe for andre".
Politi måtte tage soundboxes
Det gælder i hele politikredsen, men særligt i Aarhus har politibilerne kørt i rutefart. Musikken har især tonset i Botanisk Have, Mølleparken og på Aarhus Ø.
- Vi har været i Botanisk Have flere gange i nat, og det endte med, at vi måtte beslaglægge to soundboxe. Dem, der var der, kunne simpelthen ikke forstå, at de skulle dæmpe musikken, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
I alt har politiet modtaget 90 anmeldelser om høj musik, hvilket er et sjældent højt antal, oplyser politiet.
- Vi har fuld forståelse for, at man gerne vil nyde de lyse sommernætter og det gode vejr, og at der er studenter, der springer ud, men ikke uden at man tager hensyn til hinanden, siger Lars Bisgaard og tilføjer:
- Vi bruger meget energi på de her anmeldelser.
Nabo: Føles som nonstop Northside
Det er langt fra første gang, at politiet har travlt med at køre ud til høj musik i juni måned.
I denne uge modtog Østjyllands Politi eksempelvis hele 51 anmeldelser om høj musik natten mellem onsdag til torsdag.
En af dem der i høj grad er generet af støj fra byens grønne områder, er Tinnah Solear, der er nabo til Botanisk Have.
- De sidste par dage har det føltes som Northside nonstop. Det er ikke særlig let at sidde og læse herude, når der kører en tung bas rigtig mange timer i døgnet, fortalte hun torsdag til TV2 ØSTJYLLAND.