Tre tilfælde af sjælden vaccinebivirkning udløser erstatning

Én overlevede sygdommen vitt og får erstatning fra Patienterstatningen. Det samme gør pårørende til to døde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I tre tilfælde, hvor danske patienter har været ramt af sjældne bivirkninger efter vaccination med AstraZeneca, bliver der nu givet erstatning. Foto: Saeed Khan / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

I tre tilfælde, hvor danske patienter har været ramt af sjældne bivirkninger efter vaccination med AstraZeneca, bliver der nu givet erstatning.

Det er Patienterstatningen, som slår fast, at der var en direkte sammenhæng mellem sygdommen og den AstraZeneca-vaccine, de alle tre havde fået som del af deres arbejde. De var alle tre frontpersonale.

Det skriver DR Nyheder.

Sygdommen kaldes vitt, og den er kendetegnet ved, at man ser en usædvanlig kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.

Pårørende har fået erstatning

Kun én af de tre overlevede. Hun fik i slutningen af maj tildelt et foreløbigt beløb på 4100 kroner af Patienterstatningen, som dækker svie og smerte.

De pårørende til de to, der mistede livet, har også modtaget erstatning. Det drejer sig ifølge DR Nyheder om en 57-årig mand og en 60-årig kvinde.

Mediet har talt med kvinden, der overlevede. I artiklen præsenteres hun blot med fornavnet Camilla.

Hendes sag er først og fremmest en arbejdsskadesag, fordi hun blev vaccineret som led i sit arbejde som pædagog på et bosted for udviklingshæmmede.

Derfor skal Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring (AES) afgøre, om skaden lever op til lovens krav om en arbejdsskade.

Derefter kan Patienterstatningen udmåle erstatningen. Når hun allerede har fået 4100 kroner i svie og smerte, skyldes det, at kun Patienterstatningen kan kompensere for netop det. Det påvirker altså ikke AES' vurdering.

Anerkender koblingen mellem vitt og AstraZeneca

Patienterstatningen har til opgave at vurdere, om der er årsagssammenhæng mellem bivirkninger, en patient måtte opleve, og det lægemiddel, som vedkommende benytter.

Med erstatningerne til de tre danske patienter anerkender de koblingen mellem vitt og AstraZeneca-vaccinen.

- Vitt-syndromet er specielt og giver et lavt antal blodplader og nogle særlige blodpropper. Der har vi lagt til grund, at vaccinerne er skyld i de tilfælde, siger Karen-Inger Bast, der er direktør for Patienterstatningen, til DR Nyheder.

AstraZeneca-vaccinen blev især brugt til at vaccinere frontpersonale i sundheds- og ældresektoren samt dele af socialsektoren.

151.000 personer nåede at få første stik, inden den blev suspenderet 11. marts på grund af en sandsynlig sammenhæng mellem vitt og så vaccinen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her