Ulovlig støtte: PostNord skal sende 490 millioner kroner retur

Statsstøtte på samlet 490 millioner kroner fra Danmark og Sverige til PostNord lever ikke op til EU-regler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
EU-Kommissionen har fredag truffet afgørelse i to sager vedrørende PostNord. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

PostNord skal betale en klækkelig sum tilbage til både den danske og svenske stat.

Det skyldes, at kapitaltilførsler fra Danmark og Sverige til PostNord på samlet knap 490 millioner kroner ikke lever op til EU's regler for statsstøtte.

Det meddeler EU-Kommissionen fredag.

PostNord skal derfor betale cirka 195 millioner kroner tilbage til den danske stat. Derudover skal selskabet, som er ejet af Danmark og Sverige, betale 295 millioner kroner tilbage til Sverige.

Afgørelsen er med til at sikre lige konkurrencevilkår, siger Margrethe Vestager, som er EU-kommissær med ansvar for konkurrencepolitikken.

- Vores hverdag bliver stadig mere digital. Og almindelig post er gradvist blevet erstattet af digital kommunikation. Det lægger et pres på postvirksomhederne, som fortsat tilbyder en tjeneste, der er af afgørende betydning for borgerne.

- Med den afgørelse, der er blevet truffet i dag, hjælper vi med at sikre lige konkurrencevilkår på det danske og det svenske marked for posttjenester, samtidig med at Post Danmark får mulighed for at omstille sig til en stadig mere digital fremtid, udtaler hun i en meddelelse.

Minister: - Skuffende

PostNord er statsejet. Den danske stat ejer 40 procent, mens den svenske ejer 60 procent.

Ifølge EU-Kommissionen er indskuddene fra Danmark og Sverige til PostNord ikke sket på markedsvilkår. Den vurderer, at det er statsstøtte. Og derfor skulle det have været anmeldt som sådan.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) er det "skuffende, at Kommissionen er uenig i, at indskuddene lever op til kravene for overførsler på markedsvilkår."

- Vi har selvfølgelig haft en anden vurdering, og jeg vil nu studere præmisserne for afgørelsen nærmere, siger han i en pressemeddelelse.

Sagen vil blive drøftet med den svenske stat, før der tages stilling til videre skridt, uddybes det.

Afgørelsen betyder som udgangspunkt, at PostNord skal betale pengene tilbage til den danske og svenske stat. Det er virksomheden opmærksom på.

- Vi afventer nu besked fra vores ejere om næste skridt, udtaler Viktor Davidsson, koncernens CFO, i en pressemeddelelse.

I 2019 gik EU-Kommissionen i gang med en undersøgelse af tre kapitaltilførsler fra 2018, heriblandt de to fra henholdsvis den danske og svenske stat.

Den tredje kapitaloverførsel under luppen var en intern overførsel på cirka 2,34 milliarder kroner fra PostNord til Post Danmark. Den er ifølge Kommissionen - modsat de to andre - foregået i overensstemmelse med EU-regler.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her