Vi bytter julegaver for 300 millioner kroner

Fire-fem procent af alle julegaverne forventes at blive byttet de kommende dage, vurderer Dansk Erhverv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
De kommende dage skal masser af danskere have deres julegaver byttet.

Fredag begynder årets store bytteræs, når butikkerne åbner igen efter juledagene.

Selv om de fleste beholder deres julegaver, vil der blive byttet gaver for omkring 300 millioner kroner. Det viser en analyse fra Dansk Erhverv.

De danske forbrugere vurderes at have købt julegaver for 6,8 milliarder kroner, og herfra vil omkring fire-fem procent blive byttet. Det er nogenlunde på niveau med sidste år.

Der kan være nogle butikker, der ikke giver penge tilbage, men så kan man typisk i stedet få en anden vare eller et tilgodebevis.
Bo Dalsgaard, chefkonsulent, Dansk Erhverv

- Der er rigtig mange danskere, der skal ud at bytte julegaver, og samtidig starter mange butikker udsalg i dagene efter jul, siger Bo Dalsgaard, der er chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

- Derfor er der udsigt til nogle rigtig travle dage ude i detailhandlen, siger han.

VIDEO: I december 2018 brugte danskerne næsten 30 milliarder kroner med deres dankort, og en stor del af dem er uden tvivl brændt af på gaver. Men det er ikke alle, der er lige glade for deres pakker, og det gav trængsel i butikkerne, hvor mange i dag var taget ud for at bytte julegaver. Indslaget er fra 27. december 2018.

Overraskende mange

Den travlhed kan også mærkes i Randers Storcenter fredag, hvor den store menneskemængde også kommer bag på flere af de kunder, TV2 ØSTJYLLAND har talt med.

- Der er rigtig mange og rigtig lang kø, så jeg tror, jeg venter med at bytte til en anden dag, siger Dorthe Nielsen, der har taget turen fra Auning for at bytte en enkelt gave, hun havde i forvejen.

Det er dog ikke kun gavebytning, der fylder i butikkerne fredag. Der er også en lang række gavekort, der skal indløses.

- Ungerne kan ikke vente med at komme ud og købe noget nyt. Men vi tager det stille og roligt, vi skal bare hygge, siger Henriette Melchiorsen, der har taget alle sine børn med til Randers Storcenter.

Familien Melchiorsen skulle kun bytte et par julegaver denne fredag - heriblandt undertøj og parfume.

Forskellige bytteregler

Hvis man fredag eller en af de kommende dage skal bytte gaver, gør Bo Dalsgaard opmærksom på, at der er forskel på, hvilke regler butikkerne har for at tage gaver retur.

- Man skal være klar over, at der faktisk ikke er en lovsikret bytteret i de fysiske butikker.

- Derfor er man nødt til lige at tjekke, hvordan byttereglerne er i den enkelte butik. Det vil typisk stå på gaven, hvis der er sat et byttebevis på.

- Der kan være nogle butikker, der ikke giver penge tilbage, men så kan man typisk i stedet få en anden vare eller et tilgodebevis, siger Bo Dalsgaard.

Modsat de fysiske butikker er man garanteret 14 dages fortrydelsesret, hvis gaven er købt på nettet hos en dansk virksomhed eller et andet EU-land.

Hvis man vil have pengene retur, skal man være opmærksom på, at de vil gå tilbage på kontoen til den, der har betalt for gaven.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her