1. maj uden fløjter
De store buh-råb udeblev
Markeringen af arbejdernes internationale kampdag blev fredelig sammenlignet med sidste år, hvor statsministeren besøgte Østjylland, og blev buh'et ud.
I år fik de politiske repræsentanter en noget mere fredelig modtagelse. Og det kan måske hænge sammen med, at regeringens største profiler i år gik langt uden om Østjylland.
I år var statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skiftet ud med den lokale socialdemokrat Maja Panduro på Skovbakken i Randers, og fløjterne var gemt væk til fordel for klapsalver og stille protester.
- Langt de fleste tog rigtig godt i mod talen, og nogle grinede endda på de rigtige tidspunkter, siger socialdemokratiets politiske ordfører til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Statsministeren var ikke savnet i Randers.
- Sidste år havde vi en vældig fløjtediskussion, og den skal vi heldigvis ikke have i år, siger Mogens Ildvad, elektriker i Randers.
Se mere fra de østjyske 1. maj-arrangementer i tv-indslaget øverst på siden.