13 smittet med leverbetændelse af dadler fra Rema1000
Fødevarestyrelsen forventer, at flere er smittet med leverbetændelse efter at have spist inficerede dadler
13 forbrugere er smittet med hepatitis A - også kaldet leverbetændelse - efter at have spist dadler fra Iran købt i Rema1000, oplyser Fødevarestyrelsen.
Dadlerne er efter opdagelsen tilbagekaldt. Men Statens Serum Institut (SSI) forventer, at der kommer flere patienter end de 13.
Fire uger efter
Det skyldes, at der går cirka fire uger, fra man har spist de inficerede dadler, til man eventuelt bliver syg med hepatitis A.
Hvis man har købt iranske dadler fra Rema1000, opfordrer Fødevarestyrelsen kraftigt til, at man ikke spiser dem, indtil styrelsen har det fulde billede.
Læs også
Feber og diarré
Fødevarestyrelsen er i fuld gang med yderligere undersøgelser og opsporing af de berørte partier af dadler.
- Vi melder ud, så snart vi ved mere, lyder det i en pressemeddelelse.
De fleste hepatitis A-tilfælde har et mildt forløb med ukarakteristiske symptomer som feber, kvalme, mavesmerter og diarré samt gulfarvning af huden og det hvide i øjnene.
Heldigvis er mange danskere blevet vaccineret mod hepatitis A i forbindelse med rejser til udlandet, oplyser styrelsen.
Hepatitis A
* Sygdommen smitter også ved nærkontakt som seksuelt samkvem.
* Sygdommen har et forløb med gulsot, udtalt træthed, lys afføring og mørk urin, som kan vare i op til 3 måneder.
* Der findes ingen specifik behandling af hepatitis A virusinfektion, men udelukkende symptombehandling.
* Der kan gå op til fire uger, fra man er smittet, til man får symptomer.
* Man kan smitte fra cirka to uger før symptomdebut til en uge efter, man får symptomer.
* Sygdommen er en ret udbredt sygdom i blandt andet Middelhavsområdet og mange ulande.
* Man kan lade sig vaccinere mod sygdommen. Det tilrådes, hvis man skal på rejse til områder, hvor sygdommen forekommer hyppigt.
* I Danmark er der set flere udbrud med hepatitis A.
I 2004 var der et stort udbrud med hepatitis A blandt mænd, som havde sex med mænd.
I 2012 og 2013 var der et større nordisk udbrud, som skyldtes importerede, frosne bær, der var forurenet med virus. Her blev flere syge, fordi flere brugte bær i smoothies uden først at koge dem.
* Hepatitis A-infektioner har ingen kronisk form (i modsætning til hepatitis B- og C-infektioner).
Kilder: Sundhed.dk, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.