Advarsel: Risiko for slud og rimglatte veje
Især i de tidlige og sene timer af søndagen bliver det rigtig koldt, og der er risiko for glatte veje og kold nedbør.
Er du tidligt oppe på denne første søndag i advent, fortryder du nok. Altså hvis ikke du sidder foran kaminen under et varmt tæppe. For udenfor er det bidende koldt, og det kan være risikabelt at færdes i trafikken.
Ved 8-tiden er der minus 3,6 grader i Tirstrup på Djursland, og i hele Østjylland har vi søndag morgen temperaturer under frysepunktet.
Vejtemperaturerne er ligeså lave og under 0 grader. Sådan fortsætter det muligvis hele dagen.
- Så der er risiko for rim – og isglatte veje. Dog har der ikke i det østjyske faldet meget nedbør de seneste timer, så risikoen er størst for rim, siger den vagthavende hos DMI, Steen Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vær opmærksom på de mindre veje
Ifølge DMI skulle de fleste større veje være saltet, men særligt i indkørsler og på mindre veje skal man være opmærksom.
- Det er jo en af de første morgener med glatte veje, vi har, så fordi mange af os ikke er opmærksomme på det endnu, kan det være rigtig farligt, lyder det fra DMI.
Meget tyder dog altså på, at det meste af Østjylland slipper for is på vejene, fordi der ikke er faldet nedbør de seneste timer. Men den kommer.
Slud på vej
Der er byger på vej. Indtil i aften falder nedbøren formentlig som regn, fordi vi de fleste steder i løbet af søndag formiddag kommer over frysepunktet.
- I aften og i nat bliver det dog rigtig koldt igen, så her kan der komme slud til Østjylland, siger Steen Rasmussen.
Ingen af bygerne forventes særligt kraftige, men igen mandag morgen vil der være risiko for glatte veje, lyder advarslen.