Årets største festaften i provinsen: Er blevet en fast tradition
Når mange især unge mennesker i denne juletid er hjemme ved familien, er det kutyme for en stor dels vedkommende at feste og tage i byen 1. juledag
Man skulle tro, at det var julebryggens udgivelse eller nytårsaften, men den største festaften i byer som Randers, Silkeborg og Horsens er faktisk 1. juledag. Det er her, der er flest mennesker på midtbyernes barer og diskoteker. Og det er der især en god grund til.
En stor del af dem, der tidligere i deres liv er draget til storbyer som Aarhus og København, vender nemlig hjem i juletiden, og så er det oplagt at mødes med vennerne over en kold øl eller drink.
- Vi kalder det homecoming. Det er klart den største gå-i-byen aften, og vi omsætter nok for fire-fem gange så meget i aften som på en normal lørdag, siger bestyrer af Rustik & Flamingo i Randers, Rasmus Adsbøl, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der må være omkring 500 personer inde hos ad gangen, og det tal når vi op på i aften. I alt har vi sikkert 8-900 igennem døren. Det er ret voldsomt, lyder det videre fra ham.
En slags reunion
Rasmus Adsbøl fortæller, at det er alle steder Randers' festgade, der har særligt travlt i aften. Også i Silkeborg forventer barejerne, at det stikker af.
Ligesom på Rustik & Flamingo forventer Villa i Silkeborg en omsætning, der er fire-fem gange så høj i aften sammenlignet med en normal lørdag.
- Det er tradition, at man mødes med de andre, der er hjemme i julen. Så har man en slags reunion, og derfor booker mange grupper også borde, de kan sidde ved hos os. Vi har udsolgt af dem i aften, siger medejeren Knud Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har været en del af nattelivet i Silkeborg i 12 år, og engang var det faktisk den 23. december, der var en stor festaften. Den er nu helt død de fleste steder.
Ikke det samme på Sjælland
Og det er faktisk også sådan, at det mest er i Jylland, at 1. juledag er en stor festaften.
Bestyreren af Rustik & Flamingo i Randers, Rasmus Adsbøl, er selv fra Roskilde-kanten, og han kan berette om andre tilstande her.
- Jeg har mødtes med vennerne derhjemme fra den 24. december. Sådan gør mange på Sjælland, fortæller Rasmus Adsbøl.
Begge barfolk kan samtidig melde om et større gennemsnitsforbrug pr. gæst i aften sammenlignet med andre dage.
Så der er vist ikke andet at sige end 'God fest'.