Byg billigt i Aarhus
Her er prisen for en byggetilladelse billigst
Østjylland er et af de steder i landet, hvor både virksomheder og private betaler mindst for en byggetilladelse.
Aarhus Kommune har som den eneste af landet store kommuner valgt at sænke byggesagsgebyret markant
Det er blevet 114.000 kroner billigere for en virksomhed at få en byggetilladelse til et byggeri på 5.000 kvadratmeter i Aarhus Kommune.
Kommunen har nemlig sat byggesagsgebyret ned fra 157.605 kroner til 43.608 kroner, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.
Dermed er Aarhus den storby, som sænker gebyret mest. Både Odense og Aalborg hæver deres gebyrer.
- Det er dejligt at se, at ikke alle store kommuner læner sig tilbage med en forventning om, at virksomhederne slår sig ned af sig selv. Byggebranchen vil gerne betale for en hurtig og kompetent behandling, men prisen skal være rimelig. Når virksomhederne føler at prisen er rimelig, giver det dem også lyst til at bygge nyt i den pågældende kommune, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.
Det gennemsnitslige gebyr i Østjylland er på 84.779 kroner, og det er et godt stykker under landsgennemsnittet på 127.502 kroner. Generelt er det billigere for de jyske virksomheder at få byggetilladelser end for de sjællandske.
- Det er glædeligt, at de østjyske kommuner er opmærksomme på, hvor vigtigt det er at give erhvervslivet gode betingelser. Det lave gebyrniveau kan forhåbentlig være med til at tiltrække nogle virksomheder, som ønsker at skabe vækst og arbejdspladser her, siger formand for Dansk Byggeri i Østjylland, Michael Ancher.