Engell: Rokade i Venstre styrker Ellemann-Jensens formandsdrømme

Venstre har mandag gjort Ellemann-Jensen til politisk ordfører og Kristian Jensen til gruppeformand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Jakob Ellemann-Jensen, der er valgt i Østjyllands Storkreds, fik ved folketingsvalget tidligere på året 19.388 personlige stemmer. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Jakob Ellemann-Jensen, der er valgt her i Østjylland, rykker op i magthierarkiet i Venstre, da han mandag er blevet gjort til politisk ordfører, mens folketingsgruppen har valgt næstformand Kristian Jensen til gruppeformand.

Formand Lars Løkke Rasmussen (V) fortæller om fordelingen af posterne efter et møde mandag. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Det styrker Ellemann-Jensens chancer, hvis han en dag vil være formand for Venstre, når Lars Løkke Rasmussen (V) engang i fremtiden vælger at gå af som formand.

Det er Jakob Ellemann-Jensens endelige gennembrud, mener politisk kommentator Hans Engell.

- Ellemann er den, der får den største forfremmelse, og han rykker nu op i Venstre. Han var ikke blandt topministrene, men får nu en meget synlig post. Det placerer ham helt i toppen af Venstre, siger han.

Har tidligere været politisk ordfører

Venstres folketingsgruppe konstituerede sig mandag efter folketingsvalget 5. juni, hvor blå blok mistede magten.

Jakob Ellemann-Jensen, der ved seneste folketingsvalg fik 19.388 personlige stemmer, har før været politisk ordfører, men tog imod posten som miljø- og fødevareminister, da han blev tilbudt den, da Venstre sad i regering.

BLÅ BOG: Jakob Ellemann-Jensen

* Født: 25. september 1973 (45 år).

* Fødested: Hørsholm.

* Søn af forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og forhenværende chefredaktør Alice Vestergaard. Han er bror til Venstres netop afgående gruppeformand, Karen Ellemann.


Karriere:

*Politisk ordfører fra 2015 til 2018 og igen fra 2019. Miljø- og fødevareminister fra 2018 til 2019.

*Folketingsmedlem for Venstre i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.

*Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Storkreds fra 15. september 2011 til 18. juni 2015.

* Uddannelse: Cand.merc.jur. fra Copenhagen Business School i 2002.

* Civilstand: Han er far til tre børn. De to første fik han med sin tidligere hustru, Rikke Ellemann-Jensen, og han har også et barn med sin nuværende hustru, Anne Marie Preisler.

 

Kilder: Ritzau, Folketinget.

Nu sidder Venstre i opposition, og en masse tidligere topministre kunne have indtaget posten som politisk ordfører, men det blev Ellemann-Jensen, der løb med den - og i øvrigt overtager den fra en anden østjyde, nemlig Britt Bager.

Diskussionen om Venstres fremtidige formand er blusset op på ny, fordi Løkke i valgkampen udgav en samtalebog, hvor han udtrykte, at det ikke var givet, at næstformanden skulle være formand.

Mandagens konstituering er en salomonisk løsning, mener Hans Engell.

- Det er en fornuftig fordeling, og den de fleste havde forventet. Den løser ikke det afgørende spørgsmål om, hvorvidt Løkke er statsministerkandidat om fire år, siger Hans Engell.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her