Flere indvandrere rejser hjem
Stor interesse for at tilbringe sit otium i hjemlandet
Antallet af indvandrere, der søger hjælp til repatriering, er fordoblet. Hovedparten er ældre, der ønsker at tilbringe alderdommen i hjemlandet Tyrkiet, Bosnien eller Serbien, skriver Kristeligt Dagblad.
Årsagen er blandt andet, at støtten til repatriering i 2010 blev sat op til 123.000 plus dækning af diverse udgifter.
Avisen henviser til en opgørelse fra Dansk Flygtningehjælp som viser, at 613 flygtninge og indvandrere rejste frivilligt hjem i 2011 mod 370 i 2010.
De fleste, der vælger at rejse hjem er pensionister, oplyser Dansk Flygtningehjælp, som også modtager flere henvendelser fra indvandrere, som ønsker at undersøge mulighederne.
Mærker også interessen
Tidligere byrådsmedlem i Aarhus og folketingsmedlem for socialdemokraterne, Hüseyin Arac, siger til avisen, at han også mærker interessen for at vende hjem: Han er i dag leder af Folkeinformation på Gellerup Bibliotek. Og for nylig mødte 130 mennesker op på biblioteket for at deltage i et arrangement om repatriering.
- Det kan være en god ordning både for indvandrerne og den danske stat, som kan spare sociale udgifter. Mange af dem, der ønsker at vende hjem, er førtidspensionister og folkepensionister, som kan få en bedre tilværelse i hjemlandet, siger Hüseyin Arac til Kristeligt Dagblad.
Men han mener, at det er et problem, at indvandrere i modsætning til flygtninge ikke kan fortryde beslutningen og mister deres rettigheder, hvis de tager imod tilbuddet om repatriering.
Kilde: Kristeligt Dagblad