Interessant SIM-kort fundet ved Westergaards hjem
Nyt vigtigt spor i sagen mod den 28-årige somalier, som fredag aften trængte ind i Kurt Westergaards hjem i Viby med en økse.
Halvandet døgn efter attentat-forsøget fandt et tv-hold fra TV 2 | ØSTJYLLAND et SIM-kort fra en mobiltelefon få meter fra Kurt Westergaards bopæl.
SIM-kortet blev overleveret på politigården i Århus, og efter flere tekniske undersøgelser lyder meldingen i dag fra Østjyllands Politi, at SIM-kortet er relevant i forhold til efterforskningen af sagen.
- SIM-kortet tilhører ikke bare en tilfældig forbipasserende. Det kan ikke udelukkes, at det tilhører den 28-årige somalier, siger politikommissær Frits Kjeldsen.
Hvis SIM-kortet tilhører den 28-årige somalier, får politiet mulighed for at klarlægge, hvilke sms-beskeder og opkald, han har foretaget forud for angrebet på Kurt Westergaard og dermed optrevle eventuelle terror-forbindelser.
Frits Kjeldsen fra Østjyllands Politi vil af hensyn til efterforskningen ikke bekræfte, at SIM-kortet tilhører somalieren.
- Via nogle cifre udenpå SIM-kortet har vores teknikere fastslået, hvor det er købt. Jeg kan kun sige, at købsstedet er meget interessant.
Foruden SIM-kortet fandt TV 2 | ØSTJYLLAND's reportere også et projektil på gerningsstedet.
Ifølge vagtchef Mikael Larsen fra Østjyllands Politi stammer projektilet fra en tjenestepistol og vil dermed indgå i statsadvokatens undersøgelse af, hvor mange skud politiet affyrede mod den 28-årige somalier, som blev ramt i benet og i hånden.
Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.