Kæmpe algeopblomstring: - Ikke set siden 90’erne
Farvandet fra Aarhusbugten til det Sydfynske Øhav er i disse dage fyldt med grønne furealger. De er ufarlige, men kan skabe iltsvind
Havvandet i Østjylland er i øjeblikket flere steder flaskegrønt.
- Det er katastrofalt, det er forfærdeligt, og det er overhovedet ikke normalt, siger Søren Kvist til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har fisket, badet og dykket ved Alrø i Horsens fjord i 30 år, og han har aldrig set noget lignende.
I sommerperioden er det ofte blågrønalger, som er på spil.
Men denne gang er det en anden art, som farver vandet grønt.
- Vi ser hvert efterår en opblomstring af alger, men lige netop den her algetyper har vi faktisk ikke set siden 1990’erne, fortæller kontorchef i Miljøstyrelsen, Harley Bundgaard Madsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er furealgen, som kan observeres langs de østjyske kyster fra Horsens Fjord til Aarhusbugten.
- Den blomstrer hvert tiende år, og den er tilsyneladende ikke giftig. Problemet er, at den gør vandet uklart og ulækkert at bade i. Derudover lugter den meget af kål, siger Per Andersen, algeekspert i NIRAS til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan skabe iltsvind
Udover at gøre livet surt for vinterbadere, så kan algerne på længere sigt også skabe ballade.
Søren Kvist er til daglig økologisk landmand, og han har før blandet sig i miljødebatten.
Han forudser, at algerne kan skabe problemer.
- Konsekvensen er at de her fine, flotte grønne og sikkert sunde alger de på et tidspunkt dør. Det gør de lige pludselig, og så falder de til bunden, og i deres forrådnelsesproces bruger de alt ilten herude, forklarer Søren Kvist.
Miljøstyrelsen pointerer også, at algerne i sig selv ikke er farlige, men de kan have indflydelse på andet i havet.
- Algerne er ikke giftige heller ikke i forhold til fisk og muslinger. Den kan dog ligesom andre alger være med til at skabe iltsvind. Vi forventer ikke, at den her algeopblomstring nu og her vil give iltsvind, men den vil kunne bidrage til iltsvind, siger Harley Bundgaard Madsen.
Tilbage ved Alrø er Søren Kvist utrolig ked af den store algeopblomstring.
- Jeg synes, at det tangerer en katastrofe, at vi behandler vores miljø på den måde, som vi gør. Det er pinligt at være mennesker, når sådan noget her manifesterer sig, som det gør, siger Søren Kvist.
Årsagen, til at man ser algerne, skal findes i, at næringsstoffer finder vej til havene.
- Omfanget af algeopblomstringen afhænger af hvor mange næringsstoffer, der bliver udledt. De her næringsstoffer kan stamme fra land, men også fra havbunden fra tidligere udledninger. Det er et naturligt fænomen, men omfanget er menneskeskabt, forklarer Harley Bundgaard Madsen.