Kan flytte tilbage fredag eftermiddag
I morgen kan beboerne fra Ryparken 12 flytte tilbage til deres lejligheder.
Fredag eftermiddag er ejendommen på Ryparken 12 i Skanderborg repareret så meget, at de hjemløse beboere kan flytte tilbage.
Ved eksplosionen natten mellem tirsdag og onsdag blev samtlige hoveddøre, trappen og indgangspartiet i ejendommen ødelagt, men i morgen eftermiddag regner Inspektør ved Skanderborg Andelsboligforening, Hans Henrik Rasmussen, at ejendommen er klar til indflytning.
- På det tidspunkt har vi afstivet det, der skal afstives, og hoveddørene kan låse og lukke, og så kan folk flytte tilbage, fortæller Hans Henrik Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I næste uge vil han besigtige ejendommen med en taksator for at finde ud af, hvor store skader, der er i ejendommen.
Derfor kan Hans Henrik Rasmussen heller ikke komme med et bud på, hvor mange penge skaderne løber op i.