Kommuner kan beholde penge for børnepasning under konflikt
Hvis det er for bøvlet at sende pengene retur til forældrene, kan kommunerne beholde dem under storkonflikt
Selv om forældre betaler tusindvis af kroner for at have deres børn i vuggestue og børnehave, er det ikke sikkert, at de kan få penge tilbage, hvis storkonflikten bryder ud, og dagtilbuddene lukker ned.
Det skriver Jyllands-Posten søndag på baggrund af oplysninger fra Børne- og Socialministeriet.
Ministeriet oplyser, at kommunerne som hovedregel ikke kan kræve betaling for en service, der ikke bliver leveret på grund af strejke eller lockout.
Kommunen kan dog slippe, hvis den vurderer, at udgifterne ved at tilbagebetale pengene står "væsentligt i misforhold til det administrative merarbejde".
I Aalborg forventer man at lægge snittet på fem dage. Det oplyser Mai-Britt Iversen (S), rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, til Jyllands-Posten.
Stopper konflikten inden for fem dage, skal forældrene altså ikke regne med at få penge igen.
Forskellig fra kommune til kommune
I modsætning til Aalborg vil Københavns Kommune tilbagebetale fra dag ét.
Flere kommuner kan over for avisen ikke svare på, hvor længe en storkonflikt skal vare, for at forældrene får refunderet deres betaling.
Formanden for Forældrenes Landsforening, Fola, Louise Gjervin Lehn, kritiserer, at loven praktiseres forskelligt fra kommune til kommune.
Læs også
Hun mener, at forældre skal have penge tilbage fra dag ét.
- Forældrene skal kunne regne med at få pengene igen, uanset hvor i landet de bor. Det skal selvfølgelig ikke komme an på postnummeret. Det kan ikke være rigtigt, at børnefamilierne bliver taget som gidsler i det her, siger hun til Jyllands-Posten.
Børneordfører Anni Matthiesen (V) siger til avisen, at hun forstår forældrenes frustration, men at hun mener, at der ikke er behov for at ændre reglerne og lukke smuthullet.