Kommuner skal have nye navne
Arbejdet med at finde navne til de kommende ni østjyske kommuner er i fuld gang.
Med tirsdagens folkeafstemning i Mariager ligger de kommende østjyske kommunegrænser omsider helt fast.
Arbejdet med at navngive de ni nye kommuner kan dermed gå i gang, og mens det nogle steder kommer til at foregå ganske smertefrit, er der andre steder uenighed om det nye navn.
I den nye syddjurske kommune bestående af Rosenholm, Midtdjurs, Rønde og Ebeltoft er der tilsyneladende flertal for, at det nye navn bliver Kaløvig Kommune. Ebeltofts borgmester, Jørgen Brøgger, Borgerlisten, mener dog, at kommunen i stedet skal opkaldes efter den største by - Ebeltoft.
I den nordligste af de nye østjyske kommuner står valget imellem Randers eller Kronjylland, mens den nye fusion mellem Hammel, Hadsten og Hinnerup ønsker at hedde Frijsenborg Kommune. Denne navngivning kræver dog en tilladelse fra Frijsenborg Gods.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i dagens udsendelser.