Kommuner tjener på grund-auktioner
Ry og Århus er blandt de kommuner, der har opdaget fidusen ved at sælge grunde efter auktionsprincippet.
Ry Kommune, og dermed kommunens skatteborgere, tjente 34 procent mere end forventet, da 18 byggegrunde for nylig blev sat til salg, fortæller Jyllands-Posten.
Den ekstra gevinst på i alt 4,8 millioner kr. skyldtes, at grundene blev solgt til højest bydende efter auktionsprinceippet, og ikke som traditionelt til en fast pris.
De dyreste grunde blev solgt for mere end 1,4 millioner kr., cirka 50 procent mere end udbudsprisen på 950.000 kr. I gennemsnit endte grundene med at blive solgt for 787.000 kr - 34 procent over udbudsprisen.
Også Århus er blandt de kommuner, der er begyndt at sælge nyudstykkede grunde i udbudsrunder i stedet for til fast pris.
Den nye salgsmåde giver glæde hos de ansvarlige for kommunernes økonomi, men utilfredshed hos andre.
- Auktionsprincippet er med til at jokke priserne gevaldigt i vejret, siger cheføkonom Jens Christian Nielsen, BRF Kredit.