NRGi sætter grønne millioner på højkant
Energiselskabet NRGi er klar med seks millioner kroner til østjyder, der ønsker at fremme den bæredygtige udvikling
Hvis du sidder med en idé, der kan sætte skub i den bæredygtige udvikling i Østjylland, kan der være en pose penge på vej.
Det er energiselskabet NRGi, som er klar med seks millioner kroner til projekter, der kan skære toppen af energiforbruget eller på anden vis fremme grønne initiativer. Både borgere, virksomheder, foreninger og organisationer kan søge om penge, så længe de er andelshaver i NRGi. For at komme i betragtning, skal de skrive en ansøgning til NRGi, hvor projektet præsenteres.
Læs også
- Uanset om din idé gør en positiv forskel for et mindre lokalområde, eller du har en storslået plan om at sætte skub i den bæredygtige udvikling for hele byer, er vi lutter øren for gode ideer. Vi håber at se mange forskellige ansøgninger fra hele Østjylland, siger Eva Ryberg, der er formand for NRGi, i en pressemeddelelse.
Der kan ydes støtte til:
Projekter, der styrker og har forankring i lokalsamfundet
Projekter, som er innovative og bæredygtige
Projekter, der understøtter NRGis mission
Der kan søges om hel- og delfinansiering af projekter. Ansøgningsfristen er 11. november i år. De projekter, der slipper gennem nåletøjet, får direkte besked i løbet af december.
De seks millioner kroner stammer fra NRGis værdipulje, som selskabet har stablet på benene i år.
- Som energi- og andelsselskab skal vi bidrage til den grønne omstilling og samtidig skabe værdi for vores andelshavere, og derfor rækker vi direkte ud til andelshaverne og lader deres ideer og ønsker diktere udviklingen, siger Eva Ryberg.
Du kan læse mere om mulighederne for at ansøge her.