Øjenskader: Tre operationer nytårsaften
Øjenlæge opfordrer til stadig at passe på, så længe der må skydes af
For en 15-årig pige fra Aarhus endte nytårsaften tragisk, da hun har fået fjernet sit ene øje, efter at et vildfarent skud fra et batteri ramte hende i ansigtet.
Det var den mest alvorlige skade af de øjenskader, man så i Østjylland i aftes og nat.
- De skader, vi har haft, har medført tre operationer, hvor en har været meget alvorlig, og vi var nødt til at fjerne øjet. Derudover har vi haft 10-12 mindre skader, hvor der ikke vil være nogle konsekvenser for synet, siger Toke Bek, der er ledende overlæge på øjenafdelingen på Aarhus Universitets Hospital.
15-årig pige fra Aarhus mister øje i ulykke
Overlægen vurderer umiddelbart, at antallet af skader ligger på niveau med tidligere år.
- Nu er det sådan, at det altid er tragisk, når der sker svære skader på synet og øjet. Men heldigvis er det så få skader, der er tale om i år, at det er svært at lave statistik på, så det er svært at sige, om det er markant anderledes fra de tidligere år, men det ligner nogenlunde det, vi plejer at have, siger Toke Bek.
Overlægen understreger, at det stadig er lovligt at fyre krudt af i dag - og at man stadig skal huske beskyttelsesbriller for at undgår skader, selv om det ikke længere er nytår.
Se hele interviewet med øjenlægen i videoen ovenfor.