Politiet sætter fokus på billygterne
I den kommende mørke tid vil Østjyllands Politi holde ekstra øje med, om bilisterne anvender korrekt lygteføring
Det er forbundet med stor fare, når trafikanter kører med defekt eller mangelfuld lygteføring. Derfor vil politiet nu slå hårdt ned på synderne i trafikken.
- Vi er så langt henne på året, at der ingen undskyldninger er længere. Henstillingerne stopper nu, og så bliver der udstedt bøder, siger politikommissær hos Østjyllands Politi, Amrik Singh Chadha til tv2oj.dk.
Bøden for overtrædelser af ikke-korrekt lygteføring er på 1000 kr. Og ordensmagten forventer, at der må gives en del af dem i den kommende tid.
- Der er mange borgere, som henvender sig til os på grund af bilister, som ikke overholder loven. Det er utilfredsstillende, og vi kan også selv konstatere problemerne, fortæller Amrik Singh Chadha.
Møder mange på sin vej
Personligt kører færdselsbetjenten selv fra Lystrup til Randers på job hver dag, og her ser han også flere lovovertrædelser.
- Flere anvender tågelygter, når man ikke må, og kørelysautomatikken, som mange biler har, medvirker, at baglygterne ikke altid tænder, som de skal, forklarer Amrik Singh Chadha.
I lygtetændingstiden skal baglygterne være tændt, og især om efteråret og vinteren er det en stor del af tiden, at de skal det.
- Korrekt lygteføring er altid et fokus, men lige nu er vi nødt til at have et endnu større fokus - også for at undgå farlige situationer, siger betjenten.
Østjyllands Politi præciserer, at disse følgende regler skal overholdes:
1. Tågelygter må alene anvendes i kombination med nærlys i de tilfælde, hvor der er nedsat sigtbarhed (tåge eller kraftig regn).
2. Defekt nærlys er et ofte set problem, og det er førerens ansvar, at nærlyset er virksomt fra begge forlygter.
3. Forkert indstillede lygter er også et stort problem. Det er ejerens/førerens ansvar, at lygterne er indstillet korrekt.
4. En del køretøjer tænder ikke automatisk baglyset i forbindelse med køretøjets kørelysautomatisk. Der er førerens ansvar, at dette sker.