Privat firma overtager rutsjebane-undersøgelse
Politiet overdrager undersøgelse af ulykke i Tivoli Friheden i Århus til privat firma. Teknologisk Institut har ikke tid, lyder begrundelsen.
Politiet overdrog i dag, onsdag, de tekniske undersøgelser af fredagens ulykke i Tivoli Friheden i Århus til firmaet Force Technologi.
Overdragelsen af opgaven skyldes ifølge politiet ressourcemæssige problemer hos Teknologisk Institut, der gør dem ude af stand til at levere en undersøgelsesrapport til politiet inden for den ønskede tidsperiode.
Teknologisk Institut afviser over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at opgaven er overdraget til Force Technologi på grund af den seneste tids debat om habilitet. Flere har påpeget det problematiske i, at instituttet deltog i en undersøgelse af en ulykke, hvor de selv var part i sagen.
- Vi havde et møde med politiet i går. Her fremlagde vi tidsplanen for delopgaver af undersøgelsen. På grund af sommerferie kunne vi ikke lave nogle af opgaverne så hurtigt, som politiet ønskede det. Nogle af vores medarbejdere kommer først tilbage fra ferie om tre uger, siger pressechef Andras Splidt fra Teknologisk Institut til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i onsdagens udsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.