Samsø Festival sætter rekord
Fuldt hus lørdag aften og god omsætning i barene giver overskud til gavn for Samsøs foreninger.
Samsø Festival ender også i år med sorte tal på bundlinien, oplyser Østjyllands Radio.
Festivalen, der blev afholdt i weekenden, havde fulde huse lørdag aften. Og selv om det endelige regnestykke ikke er færdigt, så står det klart, at tommelfingeren kan vendes opad, fortæller bestyrelsesmedlem Troels Nymark.
- Det ser rigtig godt ud. Vi har aldrig haft så mange gæster inde på pladsen, og det har selvfølgelig også været med til at øge omsætningen i barerne, siger han til radioen.
Grundet de særlige momsregler, der gælder for Festivaler, kan Samsø Festival ikke gemme overskuddet til næste år. Til gengæld kan en del af overskuddet investeres i faciliteter, der kan bruges på næste års festival. Resten af overskuddet bliver udloddet blandt Samsøs lokale foreninger.