SKAT renser ud
Der er mange "døde" virksomheder i Østjylland, som stadig er momsregistreret. Det vil Skat Midtjylland nu gøre op med
Mange driftige østjyder skynder sig at lade deres nye virksomhed momsregistrere. Til gengæld går det mere trægt med at lade sig afmelde ordningen.
Og det betyder meget og unødvendigt ekstraarbejde for Skat Midtjylland. Derfor har Skat nu sendt breve og afmeldingsblanketter ud til cirka 1700 virksomheder i området, der ikke har meldt om momspligtig aktivitet i godt to år.
- På den måde kan vi få afmeldt de inaktive virksomheder og bruge vores kræfter over de aktive virksomheder. Det er jo dem, der har brug for os, siger Lillian Bech fra Skattecenter Århus til Randers Amtsavis.
Hvis ikke virksomhederne reagerer på brevet fra Skat inden for fjorten dage, vil virksomheden blive afmeldt momsregistreringen helt automatisk.