Stor forskel i pris på juletræer i Østjylland: Her er de billigst
Et juletræ kan koste alt fra 97 kroner til 500 kroner. De billigste finder man oftest, hvis man kører ud på landet.
Lokation, højde, tæthed, type, symmetri, kvalitet og service.
Det er syv ting, som hver især spiller en væsentlig rolle for, hvad prisen er på et juletræ.
Et juletræ er nemlig langt fra bare et juletræ, og derfor kan træet koste alt fra 97 kroner til 500 kroner.
- Et træ i Normannsgran i Harald Nyborg kan man få for omkring 97 kroner, mens et juletræ på Kongens Nytorv i København kan koste op mod 500 kroner, siger Claus Jerram Christensen, der er direktør i brancheorganisationen Danske juletræer, til TV2 ØSTJYLLAND.
Lokation spiller en stor rolle
Selvom man måske skulle tro det, så er det altså langt fra træets ydre, som har den afgørende rolle for, hvad et træ skal koste. Det er derimod lokationen, der har en stor betydning for prisen.
Juletræerne på landet eller i de mindre byer er nemlig ofte en del billigere end dem, der er til salg inde i de lidt større eller helt store byer, og det er der en helt særlig årsag til, lyder det fra brancheorganisationen.
- Hvis du har et meget billigt set up, hvor du har træerne i din baghave, så har du meget få udgifter, men hvis du skal leje en stadeplads i byen, bliver det straks dyre, og det påvirker prisen, siger Claus Jerram Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis man sælger sine juletræer på en stadeplads, skal man ofte også bruge penge på ansatte, der skal have løn, man skal have lys på pladsen og købe hegn og tyverisikring til træerne.
TV2 ØSTJYLLAND har besøgt en række juletræssælgere, og tjekket priserne. I Aarhus N koster et juletræ 320 kroner, imens det koster 200 kroner i Ry. I Låsby kan man få et træ for en flad hundredkroneseddel.
Kender du juletræstyperne?
- Nordmannsgran er det mest almindelige juletræ i de danske hjem. Det holder nålene på i længere tid end Rødgran, og er derfor en smule dyre.
- Rødgran er det klassiske juletræ. Det er billigere, end mange andre arter, og her spiller kvaliteten ind. Det holder nemlig ikke nålene på så længe.
- Nobilis er det dyre træ, men det holder også i længere tid, end de andre arter. Træet kan kendes på sin næsten sølvgrå farve.