Svenskere vil bygge marina
Et svensk skibsværft har henvendt sig direkte til borgmester Nicolai Wammen (S) med tilbud om en ny marina.
En ny marina i luksusklassen i nærheden af Århus.
Det er, hvad et svensk skibsværft, Cruising Villas, vil bygge, og nu har de sendt et brev direkte til borgmester Nicolai Wammen (S), hvor de beder om en dialog om en eventuel placering af sådan en marina, skriver Metroxpress.
- Vi er interesserede i at købe eller leje et område egnet til at anlægge en marina. Cruising Villas kan opføre den efter deres specifikationer og finansiere den nødvendige infrastruktur omkring den, skriver værftet ifølge avisen i brevet til borgmesteren.
Marinaen skal målrettes de store lystbåde på mellem 20 og 30 meter, og idéen bliver modtaget positivt flere steder.
- Bådene bliver større og større, og vi må efterhånden afvise folk, fordi vi simpelthen ikke kan klemme dem ind. Samtidig er der lange ventetider i alle de lokale havne, så jeg tror bestemt, der er grundlag for en marina mere, lyder reaktionen fra formanden for Egå Marinas bestyrelse, Bjarne Rohl.