Vinde fra nord køler Østjylland ned
Der er udsigt til nattefrost i weekenden og kold nordenvind fra torsdag.
Husk handskerne, når du skal ud ad døren torsdag. Flere steder nåede temperaturerne i nat ned i nærheden af frysepunktet og morgenen kan derfor være kold.
- I løbet af dagen hjælper solens stråler på, at temperaturerne kan snige sig op over de 10 grader. Måske kan det blive 12 grader, nogle steder i Østjylland, men der er ikke meget lun luft at hente i den nordenvind, som blæser ned over Østjylland i morgen, fortæller vejrvært ved TV 2 Vejret Anders Brandt.
Han har generelt meget små forventninger til torsdagens vejr.
- Det eneste gode, der er at sige, er at det holder tørt og der er lidt chancer for at solen også kommer til at skinne ind imellem, lyder det.
Endnu koldere weekend
I den kommende weekend tager temperaturen endnu et nøk nedad og det kan være en god ide at forberede sig på efterårets første nattefrost.
- Hen over weekenden her ser det ud til at blive en kølig affære med nordøstenvind og dagtemperaturer omkring 7-8 grader. Især natten til søndag er det udsigt til udbredt nattefrost i det østjyske, siger Anders Brandt.
Udover vinterjakken kan det også være en rigtig god ide at finde regntøjet frem til weekenden.
- Efter torsdag venter nogle kølige og ustadige dage. Fredag kommer der et regnvejr – det er den tidligere tropiske orkan Lorenzo, som giver noget regn, lyder det fra vejrværten.