Podcast: I forandring

Hvordan er det at være mor til voksne mennesker? Hvordan giver man slip, og hvornår stopper man med at savne og bekymre sig om dem? Og hvad kræver det at være en god mor, når kys og plaster på knæet ikke længere kan gøre det?

Hvad betyder udseendet egentlig for den modne kvinde? Er skønhed noget der hører ungdommen til, eller får den bare et andet udtryk her midt i livet? Hvordan har vi det med de synlige alderstegn - og hvad er vi villige til at gøre for at bremse dem?

Hvordan har vi det med vores seksualitet her midt i livet, og hvorfor er det så svært at tale om? Er det slut med sex, eller bliver det faktisk mere interessant, når der ikke længere er risiko for at blive gravid - eller for at blive overrasket af småbørn midt i akten? Er der noget, vi bare ikke orker mere mellem lagenerne - og er vi blevet bedre til at sige, hvad vi gerne vil ha’?

Hvordan ser arbejdslivet ud her midt i livet - når uddannelse og karriere er på plads, og der endnu er god tid til pensionen? Betyder vores arbejde noget andet for os nu end tidligere - er vores identitet ligefrem knyttet til det, og kan vi stadig følge med og holde os relevante på et arbejdsmarked i konstant udvikling?

Er overgangsalderen bare et farvel til evnen til reproduktion, og betyder det noget for kvindeligheden, at kroppen ikke længere kan lave babyer? Hvilke påvirkninger har overgangsalderen ellers med i kufferten - fysisk og psykisk? Og hvordan lærer vi at svinge med denne nye livspartner?

Hvilken betydning har venskaber her senere i livet? Udfolder nye venskaber sig anderledes i forhold til venskaber opstået i andre livsfaser, og hvordan får man overhovedet nye venner, når man er blevet en meget voksen dame?

Hvordan er det at se sine forældre blive syge og gamle? Hvad sker der med forholdet, når rollerne tipper rundt? Hvordan kommer man overens med tanken om, at de skal herfra og hvad gør det ved ens identitet, at man selv er den næste i rækken?

Hvad kendetegner egentlig parforholdet her midt i livet? Er det vanen, der holder os sammen, når børnene ikke længere gør det? Er tålmodighed en dyd, eller bør vi tage konsekvensen af, at livet sammen ikke længere er så HOT? Hvad skal der egentlig til for at bevare gnisten, og kan vi overhovedet blive ved med at udvikle os sammen?