Ung Randers-spiller efter første mål: Det er super dejligt
For Randers-målscorer Marcus Mølvadgaard var lørdagens kamp mod Horsens ikke bare en træningskamp. Det var kampen for mere spilletid
Humøret var højt og smilet bredt, da Marcus Mølvadgaard skulle sætte ord på lørdagens træningskamp mellem AC Horsens og Randers FC.
Det 17-årige stortalent har kun været en fast del af førsteholdstruppen siden 1. januar.
Alligevel var det ham, der med et elegant mål sendte randrusianerne i front.
- Det var super dejligt og en forløsning endelig at få prikket et mål ind for førsteholdet. For nogle er det bare en træningskamp, men for mig er det chancen for at vise, at det er superligakampe, der skal spilles, og jeg skal have spilletid der, siger Marcus Mølvadgaard.
Han betegner sin første tid i truppen som fantastisk.
- Det er træning hele tiden, og gutterne har taget rigtig godt imod mig. Trænerne kommer hele tiden med input, så jeg lærer en hel masse. Jeg suger bare til mig, siger Marcus Mølvadgaard.
Om forventningerne til fremtiden siger han:
- Jeg suger til mig og prøver at blive bedre, og så håber jeg bare på noget spilletid, når der er plads. En dag håber jeg selvfølgelig at skulle starte inde. Det vil være en kæmpe drøm.
Det var Steve Clark, der blev passeret. Det var første gang, at den 30-årige amerikaner vogtede Horsens-målet.
Steve Clark kommer fra MLS-klubben Colombus Crew og har tidligere spillet for norske Hønefoss BK.
Han er glad for at være tilbage på skandinavisk grund.
- Jeg støtter mit hold, og det er træneren, som sætter holdet, svarer Steve Clark på spørgsmålet om, hvorvidt han ser sig som førstemålmand i Horsens.
Kampen mellem Horsens og Randers endte 1-1.
I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med målscorer Marcus Mølvadgaard.