Derfor blev sportshal lukket øjeblikkeligt
Mange borgere stod måbende tilbage, da Dronningborghallens håndboldhal tirsdag blev lukket akut af sikkerhedsmæssige årsager. Men hvad er det egentlig, der er galt med hallen, og hvor farlig er situationen?
Det kom som et chok for brugere af Dronningborghallen, da den blev lukket for adgang på med omgående virkning og på ubestemt tid.
Det skete, efter at virksomheden Stokvad Rådgivende Ingeniører, der løbende har holdt øje med hallen, slog alarm tirsdag morgen.
I den dugfriske vurdering, som TV2 Østjylland har modtaget, står der - med understregning i teksten - at sikkerhedsniveauet ikke er tilstrækkeligt:
'Det påkrævede konstruktionsmæssige sikkerhedsniveau jf. bygningsreglementet er ikke længere til stede. Stokvad anbefaler, at hallen samt kælderarealer under hallen afspærres og lukkes nu og derved ikke anvendes.'
Slog alarm efter nye iagttagelser
Diplomingeniør og partner i virksomheden bag rapporten Henrik Krogh Sloth fortæller, at det er bevægelser i betonkonstruktionen, der har fået ham til at slå alarm.
- Jeg sendte skrivelsen til kommunen tirsdag morgen på baggrund af helt friske iagttagelser, der går på, at vi nu er et sted, hvor vi må advare om, at der er risiko for, der kan ske et brud på de bærende konstruktioner, siger Henrik Krogh Sloth fra Stokvad Rådgivende Ingeniører.
Ingeniørfirmaet har løbende holdt øje med bygningens forfatning.
- Der er iagttaget skader på betonkonstruktioner i kælderen, som gør, at konstruktionen ikke med sikkerhed kan holde de spær, som hallen er bygget med, oppe, siger Henrik Krogh Sloth.
Hvor alvorligt er det?
- Det er vanskeligt at sige. Men der er risiko for, at det, der holder spærene, ikke har den styrke, det skal have, og at der kan ske et brud. Det brud kan være en forskydning i betonvæggen, men det kan også være, at det kan rykke så meget til bæringen af spærene, at et spær rykker sig eller knækker, siger Henrik Krogh Sloth.
Bekymring blandt brugere af hallen
Udover at 100 håndboldmedlemmer og en række andre brugere af hallen pludselig fra den ene dag til den anden mistede deres hal og nu skal finde andre steder at dyrke sport, var der også en del bekymring at spore, da hallen blev lukket.
- Det eneste positive, der er at sige i denne situation, er, at der ikke er nogen, der er kommet til skade. Men når den bliver lukket med dags varsel, kan man ikke lade være med at tænke på, hvor dårlig forfatning den egentlig har været i. Og om det potentielt har været farligt at spille der, sagde Kenneth Lionett, der er formand for Dronningborg Boldklub.
For var det først tirsdag morgen, at hallen var i en sådan tilstand, at den skulle lukkes? Hvordan var tilstanden under weekendens håndboldstævne eksempelvis?
- Det kan jeg ikke svare entydigt på. Vi har løbende monitoreret bygningen og har holdt øje med det. Og det er helt friske iagttagelser, der ligger til grund for vores anbefaling tirsdag om lukning, siger Henrik Krogh Sloth fra Stokvad Rådgivende Ingeniører.
Fejl under installation af ventilation
Hallen er bygget i 1971 og har derfor en del år på bagen. Det er ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor der er problemer med konstruktionen. Men allerede i 2015/2016 stod det klart, at holdbarheden var begrænset, da der blev opdaget revner i kælderen.
Årsagen til problemet ligger ikke fast. Men i 2000 skulle der installeres et nyt ventilationsanlæg i omklædningsrummene i kælderen, og under installationen skete der en fejl, hvor der blev boret igennem en bærende konstruktion.
Og den fejl er altså årsag til, at Randers Kommune valgte at sætte et ingeniørfirma på opgaven i 2016. Herfra lød vurderingen, at der kun var fem-seks års levetid at gøre godt med.
Politikere kendte til problemer
Formand for Sundhed-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune Louise Høeg (V) fortæller, at hun godt kan forstå, at brugere af hallen er kede af, det er kommet dertil, at hallen er lukket.
- Vi har siden 2016 vidst, at der skulle ske noget med hallen på et tidspunkt. Derfor afsatte vi i 2021 også penge til at bygge en ny. Det hele var planlagt og vedtaget, men så blev vi - som alle andre - ramt af den nye økonomiske realitet med meget store prisstigninger på byggeri, siger hun og tilføjer:
- Projektet kunne ikke længere hænge sammen økonomisk. I samme ombæring skulle vi bygge daginstitutioner i området, og det, vurderede vi, var akut.
Var det en fejl at prioritere daginstitutioner fremfor hal?
- Nej, det var det ikke. Forpligtigelserne på børneområdet måtte komme først. Men det er klart, at som situationen er nu, er halsituationen også akut. Der var bare ikke flere penge at gøre godt med, siger hun.